GE: Der mangler cirka 1.100 medarbejdere

En årlig undersøgelse fra Grønlands Erhverv konkluderer, at manglen på arbejdskraft ikke er blevet mindre.

I Nuuk har der gennem adskillige år været godt gang i byggeriet, hvilket også har krævet meget arbejdskraft.
Offentliggjort

Det grønlandske jobmarked er stadig gloende hedt. Det konkluderer en årlig undersøgelse, som arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv (GE) har lavet blandt grønlandske virksomheder i slutningen af 2022.

Ifølge undersøgelsen står virksomhederne og mangler omkring 1.100 medarbejdere. Dermed er tallet højere end sidste år, hvor undersøgelsen viste en mangel på mellem 600 til 1.000 medarbejdere.

Og det reelle tal kan være endnu højere, lyder det fra GE:

- Dette tal er formentlig blot et minimum, da ikke alle virksomheder deltager i undersøgelsen. Det formodes derfor, at manglen på arbejdskraft reelt er endnu større, skriver GE i en pressemeddelelse.

Positive forventninger til 2023

Organisationen skriver videre, at forventningerne til 2023 er positive hos virksomhederne i en række brancher:

- Det er både i byggeriet, fiskeriet, detailhandlen og indenfor turismen, at forventningerne til 2023 er positive. Men udfordringen bliver at få adgang til arbejdskraften, skriver GE.

Det fremgår af undersøgelsen, at det både er ufaglært og faglært arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger:

- Især fiskeriet opleves i 2022-undersøgelsen at mangle ufaglært arbejdskraft, mens de fag, der sorterer under bygningshåndværkerne, mangler faglært arbejdskraft, særligt tømrere, står det i undersøgelsen, som 121 virksomheder har svaret på.

Der skal være et match

Ifølge GE viser statistikken, at der i øjeblikket er cirka 750 jobparate ledige. Dermed burde behovet for arbejdskraft jo næsten kunne opfyldes, men så enkelt er det ikke ifølge GE, fordi der skal være et match mellem de arbejdssøgende og de jobs, der skal besættes.

Derfor kan man ikke sammenligne tallet for mangel på arbejdskraft direkte med statistikken for arbejdsledighed:

- F.eks. skal man som udgangspunkt bo, hvor det ledige job er, eller være villig til at flytte. Man skal også have en relevant uddannelse/kompetence, man skal kunne møde stabilt og meget mere, skriver GE.

Kalder udefrakommende arbejdsstyrke for sundhedstegn

Der har været løbende debat om behovet for tilkaldt og udefrakommende arbejdskraft for at imødekomme erhvervslivets behov. GE hæfter sig i den forbindelse ved, at Økonomisk Råd har opgjort den udenlandske del af arbejdsstyrken til 11 procent. Det kalder organisationen et sundhedstegn for økonomien.

- Det er et sundhedstegn for økonomien, at der er en udefrakommende arbejdsstyrke, og det giver en relevant fleksibilitet for vores arbejdsmarked, skriver arbejdsgiverforeningen, der understreger, at man arbejder for lokale arbejdspladser.

Powered by Labrador CMS