GA slipper for at betale til fond
SIK og private arbejdsgivere enige om nye overenskomster.

SIK har skaffet cirka 4.000 ansatte en lønstigning på cirka 11 procent over fire år. Men fagforbundet kom ikke igennem med nøglekravet om, at virksomhederne, der er medlemmer af Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), igen skal betale til SIK’s omstridte oplysnings- og uddannelsesfond.
Det er status efter en afgørende forhandling om fornyelsen af fire overenskomster mellem fagforbundet og GA.
Forhandlingerne begyndte mandag den 17. marts, og forliget kom i hus efter seks timers forhandling. Som en konsekvens af aftalen afblæser parterne den varslede konflikt, der ellers ville være en realitet fra og med onsdag den 19. marts.
Aftalen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2006 og varer frem til 31. marts 2010. Lønstigningerne gælder fra og med 1. april i år - og som en del af forliget får de ansatte en efterbetaling for de første to år i form af et engangsbeløb.
Grønlands Arbejdsgiverforenings direktør, Henrik Leth, mener, at der er tale om en afbalanceret aftale.
- Det belaster da virksomhedernes konkurrenceevne, at de skal betale mere i løn. Men der er ikke tale om en aftale, der ødelægger den grønlandske økonomi, påpeger Henrik Leth.
Langstrakt forløb
Forhandlingerne har været afbrudt i lange perioder på grund af uenigheden om indbetalinger til fonden. Arbejdsgiverne stoppede betalingerne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2003. Men det var efterfølgende et afgørende krav fra SIK i forbindelse med fornyelsen af overenskomsten i 2006, at arbejdsgiverne igen bidrog til fonden. Det afslog GA med henvisning til, at fonden er med til at finansiere fagforbundets drift - og det vil arbejdsgiverne ikke betale til.
SIK vendte dog tilbage til forhandlingsbordet, efter at en voldgiftsret havde idømt fagforbundet en bod på 800.000 kroner for brud på hovedaftalen mellem parterne. Ifølge kendelsen har fagforbundet brudt spillereglerne ved at stille ultimative krav for at indgå en forhandling.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra SIK-formand Jess G. Berthelsen.