Fremtidssikring
GA: Forsøgsfiskeriet efter makrel skal fortsætte
- Den foreløbige afgørelse om makrelfiskeriet må ikke bremse Grønlands bestræbelse på at opbygge vores viden omkring udbredelsen af makrel i de grønlandske farvande, siger GA
- Makrelkrigen og den derefter indgåede aftale mellem EU, Norge og Færøerne må ikke bremse Grønlands krav om at opbygge et fiskeri efter pelagiske arter. Udviklingen af denne sektor forudsætter dog, at rammerne er optimale, således at vi kan fiske så meget som muligt, hvilket vil danne grundlag for fastlæggelsen af fremtidige kvoter og dermed nye arbejdspladser og indtægter til landet.
Det skriver Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, i en pressemeddelelse.
Naalakkersuisut har fremsendt forslag til afgifter for makrelfiskeri med følgende satser: 0,30 kroner pr. kilo makrel for grønlandske fartøjer og fartøjer med grønlandsk besætning samt 1,10 kroner pr. kilo makrel for udenlandske fartøjer med udenlandske besætning.
Læs også: IA om makrelfiskeriet
- Forslaget betyder, at de aftaleparter, som de udenlandske rederier får i Grønland, kun vil få en meget lille - eller ingen - fortjeneste. Dette finder vi er acceptabelt set i lyset af, at målet ikke er at sikre en indtjening på baggrund af udenlandsk fiskeri. Det altafgørende mål, er at Grønland kan dokumentere, at der findes makrel i store mængder i vores farvande - og dermed tvinge de øvrige kyststater til at anerkende Grønlands ret til vores rimelige andel af ressourcen i en fremtidig bæredygtig fiskeriaftale parterne i mellem.
GA advarer imod, at man lægger hindringer i vejen for for sig selv:
- Én ting er, at det grønlandske fiskerierhverv skal slås med andre nationer om mulighederne for at udnytte ressourcerne i vores egne farvande. Det er besværligt nok i sig selv. Men endnu værre er det, hvis vores egne politikere og myndigheder også vil hindre os i at udvikle makrelfiskeriet.
- Det er nu realitet, at Naalakkersuisut fremsætter en ny ændring for at få hævet afgiften til det oprindelige forslag på 1,50 kr. per kilo makrel, uanset hvor fartøjet er fra. Et sådant afgiftsniveau vil for det første betyde, at makreleventyret slutter, før det kommer i gang, da det er umuligt at drive kommercielt makrelfiskeri på de betingelser, skriver GA, der gør opmærksom på, at det ikke er det værste:
- Grønland afskriver sig muligheden for at blive en makrelnation på sigt. Vi har svært ved at forestille os, at vores politikkere gennem en kortsigtet afgiftspolitik ønsker at spærre denne mulighed for varige grønlandske arbejdspladser – og ikke vil lytte til et samlet fiskerierhvervs advarsler. Det vil være at gå Færøernes, Norges og EU’s ærinde i deres kamp for at forhindre Grønland i at hævde de rettigheder, vi har i henhold til alle internationale regler.
Grønlands Arbejdsgiverforening siger, at det ikke et spørgsmål om afgifter eller ej.
- I stedet gælder det om at sikre en langsigtet udvikling fremfor at gå efter kortsigtede indtægter, der med stor sikkerhed vil føre til, at Grønland ikke får del i det nordatlantiske makrelfiskeri.