pensionsreform

Frygter lovsjusk på pensionsområdet

Fem store organisationer på arbejdsmarkedet opfordrer Inatsisartut og Naalakkersuisut til at træde på bremsen, når det gælder ændringer i beskatningen af danske pensionsordninger, før alle konsekvenser er kendt

En reform på området kan få store, utilsigtede økonomiske konsekvenser for de berørte, hvis lovgrundlaget ikke er ordentligt på plads
Offentliggjort

Gennemfør først en omfattende reform af beskatningen af danske/udenlandske pensionsordninger, når alle konsekvenser er kendt. Ellers risikerer vi omfattende lovsjusk!

Fem organisationer
Sådan lyder opfordringen fra fem store organisationer på arbejdsmarkedet: Lærernes fagforbund IMAK, Grønlands Sygeplejerskeorganisation Peqqissaasut Kattuffiat, pædagogernes organisation Nunatsinni Perorsaasut Kattuafiat, tjenestemandsorganisationen Atorfillit Kattuffiat samt Grønlands Erhverv.

Åbent brev
Organisationerne har i et åbent brev til Inatsisartut og Naalakkersuisut advaret om, at politikerne risikerer at vedtage en reform, når det gælder beskatningen af indbetaling til danske/udenlandske pensionsordninger, før alle konsekvenser af loven er ordentligt belyste.

Flytter væk
Lovforslaget sigter mod den gruppe, der udnytter skattefradraget i Grønland, men som flytter væk, når de skal pensioneres og får deres private pensionsopsparing beskattet ved udbetaling i Danmark eller et andet land.

- Her skal politikerne blot huske, at lovforslaget jo også kommer til at ramme den meget store gruppe af lønmodtagere med kortere eller længerevarende uddannelser, som bliver boende i Grønland, når de pensioneres: Sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, akademikere, med flere, understreger organisationerne i det åbne brev til politikerne.

Uklarheder
Og initiativtagerne hæfter sig samtdig ved, at Naalakkersuisut i lovforslaget selv gør opmærksom på, at der kan være uklarheder om samspillet mellem den nye pensionsbeskatning og anden sociallovgivning.

- Det vil man så ganske vist søge at rette op på efterfølgende, hvis der opstår problemer og utilsigtede konsekvenser. Der varsles også en mulig ny beskatning af pensionsafkast inden for kortere tid, tilføjer brevskriverne.

Ikke besvaret
- Organisationerne har stillet flere spørgsmål, som ikke er besvaret i lovforslaget. En eventuel vedtagelse i Inatsisartut under den igangværende forårssamling vil skabe meget usikkerhed, både for pensionsopsparerne og for pensionsselskaberne, når de skal rådgive deres medlemmer om de rigtige pensionsvalg, pointerer organisationerne.

Oven i det hele skal det nye lovforslag sættes i kraft med virkning allerede fra den 1. januar 2017.

Arbejdsgruppe
Organisationerne foreslår, at der straks nedsættes en hurtigtarbejdende, fælles arbejdsgruppe bestående af de nødvendige eksperter fra både Selvstyret, pensionsselskaberne, bankerne og organisationerne. Mandatet skal være at få 'vendt alle sten', som altså endnu ikke er vendt.

Powered by Labrador CMS