Fra sort til grøn minedrift
Minedrift kan gøres mere miljømæssigt og etisk forsvarligt, end det vi ser i dele af Afrika og Asien, siger direktør for Bluejay Mining, der den kommende tid skal efterforske metaller i Disko-Nuussuaq-området.
Bluejay Mining indgik i forrige uge et partnerskab med KoBold Metals om efterforskningen på Nuussuaqhalvøen og Diskoøen for metallerne kobber, kobolt, nikkel og platin.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
KoBold Metals vil ifølge samarbejdsaftalen med Bluejay Mining investere op til 95 millioner kroner i projektet i perioden frem til udgangen af 2024. Bag KoBold Metals står blandt andet investorgruppen Breakthrough Energy Ventures, der er en klima- og teknologifond, tegnet af blandt andet Microsoft-stifter Bill Gates, tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg, Amazon-stifter Jeff Bezos og multiinvestor Ray Dalio.
Dertil er Silicon Valley venturefonden Andreessen Horowitz samt norske Equinor – tidligere Statoil - investor i KoBold Metals.
Bo Stensgaard, der er direktør i Bluejay Mining, fremhæver, at KoBold Metals faktisk er etableret med henblik på at finde nye forekomster, der er etisk og bæredygtigt produceret, så man på den måde kan skabe en alternativ til de forekomster, der for eksempel udnyttes under mere kritisable forhold andre steder i verden.
– Aftalen afspejler udviklingen og interessen - og viser, at Grønland vurderes at have potentiale til at levere de kritiske metaller, der er et stigende behov for til at drive den grønne omstilling, vedvarende energiformer og imødegå klimaforandringer. KoBold Metals er allerede involveret i andre projekter i Canada, fordi de mener, at minedrift kan gøres mere miljømæssigt og etisk forsvarligt, end det vi ser i dele af Afrika og Asien. Og det er jo en af grundene til, at de og vi gerne vil arbejde i Grønland, hvor der er høje krav til at gøre det forsvarligt og bæredygtigt, siger Bo Stensgaard.