Forslag om overnatnings-afgift klar: 20 kr. pr. nat

Naalakkersuisut har sendt et forslag til indførelse af en afgift på overnatninger. Afgiften foreslås til 20 kr. og vil gælde alle typer af rejsende. Indtægten fra afgiften ventes at lande omkring 6,8 mio. kr. og vil blive fordelt til kommunerne.

Turister og andre rejsende kan fra 1. januar 2026 komme til at betale 20 kr. i afgift pr. overnatning.
Offentliggjort

Et forslag om en ny afgift på overnatninger er blevet sendt i høring af Naalakkersuisut.

Forslaget har baggrund i finanslovsaftalen for 2024, hvor de deltagende partier, IA, Siumut, Naleraq og Atassut, blev enige om at undersøge muligheden for en sådan afgift.

I aftalen om finansloven nævnes en afgift på mellem 30 og 100 kr. pr. værelsesnat. 

I det endelige forslag er man endt på en afgift på 20 kr. pr. person pr. overnatning. Børn og unge under 18 år undtages dog fra afgiften.

- Formålet med afgiften er at støtte kommunernes muligheder for at udvikle turismen lokalt og regionalt, står det om forslaget. Det vurderes at kunne indbringe omkring 6,8 mio. kr. i 2026, hvor afgiften foreslås indført. Afgiften skal ikke tilgå Landskassen men fordeles mellem kommunerne i forhold til, hvor mange overnatninger de hver især har haft.

Mindre end 25 overnatninger undtages

Ifølge Naalakkersuisut vil Grønland afgiftsmæssigt komme til at befinde sig på niveau med andre lande. Nedenstående tabel er fra høringsmaterialet og rummer eksempler fra andre lande og byer:

Visit Greenland har i Taxonomier for Grønlands Turisme, 2023, foretaget en sammenligning af udvalgte overnatningsafgifter i Europa. I tabellen er Grønland placeret med en afgift på 20 kr. pr. overnatning.

Forslaget rummer en undtagelse, der betyder, at hvis et overnatningssted har 25 overnatninger eller mindre pr. kvartal, skal afgiften ikke opkræves.

Gælder også private

Naalakkersuisut skønner, at forslaget vil medføre visse negative økonomiske og administrative konsekvenser for hotelbranchen og øvrige udlejere har i landet.

- For hotelbranchen skønnes der at blive tale om en mindre tilretning af eksisterende bogføringssystemer m.v. i kraft af, at antallet af overnattende indberettes, står der i høringsmaterialet.

Det understreges, at reglerne også vil gælde private, der udlejer værelser eller hytter gennem AirBnB.

Powered by Labrador CMS