fiskeri
Forhøjer rejekvoten til 85.000 ton
Det er torsdag besluttet at forhøje rejekvoten for næste år med 16 procent på baggrund af nye overraskende anbefalinger fra biologerne
Hvis Grønland var en virksomhed registreret på en børs, ville kursen bevæge sig op ad i disse timer.
Naalakkersuisut har nemlig lige offentliggjort, at de i dag den 12. november 2015, har fastsat en markant højere rejekvote for næste år.
TAC´en (totalt allowed catch, red.) ved Vestgrønland skal være på 85.000 tons af landets dyrebareste fiskeriressource, og det betyder flere millioner i landskassen.
Deler kvoten op
Fælleskvoten for rejer er således 16 procent højere i forhold til 2015, hvor TAC´en er på 73.000 tons.
Den biologiske rådgivning for Vestgrønland for 2016 er på 90.000 tons.
De største aktører i erhvervet havde ellers - imod deres egen interesse på kort sigt - meldt ud, at de ikke ønskede en kvotestigning på mere end 12,5 procent om året af respekt for den vedtagede plan i Fiskerirådet og for bæredygtigheden på sigt.
Men Naalakkersuisut har altså besluttet at satse på dette område.
Læs: Reje-giganter: OK at træde på bremsen
En mængde på 2.600 tons af den fastsatte TAC for 2016 er reserveret EU i henhold til fiskeriaftalen med EU.
Herudover reserveres 2.199 tons til Canada.
Resten fordeles mellem det havgående samt kystnære fiskeri med 45.715 tons og 34.486 tons.
Ved Østgrønland fastsættes TAC´en til 5.300 tons som fordeles med 200 tons rejer til grønlandske rederier ved Østgrønland, og 5.100 tons til EU.
Stigning i rådgivning
Den biologiske rådgivning for rejer i Vestgrønland næste år markerer et skift i den nedadgående udvikling i mængde, der har været de senere år.
Fra en jævn nedadgående tendens med et kraftigt fald i rådgivningen fra 2014 til 2015 fra 80.000 til 60.000 tons, markerer rådgivningen for 2016 en stigning på hele 50 procent – fra 60.000 tons til 90.000 tons.
Naalakkersuisut har tidligere fastsat et forsøgsfiskeri på 3.000 tons i Melvillebugten for hvert år i 2015 og 2016, som er en kvote, der er udover TAC’en i det kommercielle rejefiskeri.
Læs: Biologerne anbefaler 90.000 ton rejer i 2016