Fokus på arbejdsforhold, tak
Formand for tjenestemændene glæder sig over de gode intensioner, der siges om de udfordringer, man vil tage op i 2013. Arbejdspresset på de ansatte i det offentlige er massivt
- Det er glædeligt at høre, at de fire store kommuner gennem fire år allerede har nået meget, men ikke mindst at høre, at der stadigvæk er mange udfordringer forude for at de nye kommuner til at fungere optimalt som regionale enheder for borgerbetjening.
Sådan skriver formand for tjenestemændenes fagforening, Atorfillit Kattuffiat, AK, Erik Hammeken, som en reaktion på nytårsudtalelsen fra Kanukoka-formand Martha Abelsen.
- Det vil være passende at indlede min nytårsudtalelse i år med at citere indledningen af nytårsudtalelsen fra Kanukoka-formanden.
- Ja, de første fire år er nu gået siden kommunesammenlægningen den 1. januar 2009. Det er derfor en passende anledning at se tilbage. Citat slut.
Erik Hammeken mener, at en af konsekvenserne for kommunesammenlægninger er, at arbejdspresset for alle ansatte er blevet større, ligesom arbejdsområdet rent geografisk er blevet udvidet betydeligt.
- Det har desværre en meget negativ indvirkning på alle ansatte fysisk men sandelig også psykisk. Årsagen hertil er ledernes vilkårlige tildeling af nye opgaver til ansatte, samt mangel af stillings- og funktionsbeskrivelser for alle ansatte, siger Erik Hammeken og gør opmærksom på, at problemet var til en større debat på Atorfillit Kattuffiats landsmøde i 2010.
På den baggrund havde Atorfillit Kattuffiat møder med direktionerne i samtlige store kommuner i 2011 og 2012, for netop at få styr på dette alvorlige problem. Samtlige direktioner i de fire storkommuner lovede, at problemet løses, at der arbejdes på, at udfærdige stillings- og funktionsbeskrivelser for alle ansatte.
- Trods dette modtager Atorfillit Kattuffiat stadig meldinger fra medlemmerne, at dette problem stadig florerer i de fire storkommuner. Det viser blot, at direktionerne i kommunerne ikke har holdt hvad de lovede på disse møder. Vi er derfor glade for at høre formanden for Kanukoka meddele, at der fortsat er mange udfordringer forude, med håb om, at dette problem er omfattet og vil blive løst. Problemet med uacceptable forhold for ansatte sker ikke alene i kommunerne, men sker også i Grønlands Selvstyre, understreger Erik Hammeken.
Han fortæller, at der eksempelvis er syv ansatte som skatte- og afgiftskonsulenter i Skatteregion Nuuk. Disse er placeret i to mindre kontorer, tre i den første og fire i den anden. Når alle får henvendelser fra borgerne på én gang, bliver fortrolige personlige oplysninger hørt af andre uvedkommende.
- Sådanne forhold er fuldstændig uacceptable, og skal løses. Ansatte på hvilken som helst arbejdsplads er arbejdspladsens sociale kapital, og skal plejes og passes som sådan. Derfor er det vores største ønske, at dette faktum indses af arbejdspladserne i det nye år, siger Erik Hammeken.