Flertallet af ansatte ved Kuannersuit vil komme udefra
Både under anlægge og driften af en uran- og sjældne-jordarter-mine ved Kuannersuit vil hovedparten af de ansatte komme udefra.
Der vil ikke blive ansat en flertal af hjemmehørende ved den kombinerede mine til udvinding af uran og sjældne jordarter, som GME ønsker at anlægge på Kuannersuit. Der fremgår af den foreløbige analyse af projektets samfundsmæssige bæredygtighed (VSB), som GME har afleveret til råstofmyndighederne.
En VSB er i lighed med miljøvurderingen (VVM) en forudsætning for, at selskabet kan søge om en udvindingstilladelse. Denne VSB er endnu ikke endelig godkendt af departementet for erhverv og arbejdsmarked, og der kan således fortsat ske ændringer.
54 procent udefra under driften
Men det tegner altså til, at GME kommer til at hente hovedparten af arbejdskraften udefra, især under anlægsfasen, hvor der skønnes i gennemsnit at komme 134 lokale jobs ud af projektet. Det svarer til 17 procent af den samlede arbejdsstyrke på 800, som i snit skal bruges i de tre år, som anlægsfasen varer.
Men heller når minen går drift ventes der at blive er flertal af ansatte fra Grønland. Her skønner man i VSB-redegørelsen, at der bliver tale om 46 procent, hvilket svarer til omtrent 328 arbejdspladser.
- Projektet kræver en uddannet arbejdsstyrke. Nogle af de nødvendige kvalifikationer vil være af højt specialiseret karakter og kræve indsats fra eksisterende specialister. Andre beskæftigelsesmuligheder kræver derimod kvalifikationer, der kan tilegnes inden for en rimelig periode, står der i VSB-redegørelsen.
- Effektiv uddannelse er den åbning, som grønlandsk arbejdskraft skal bruge for at få adgang til beskæftigelsesmuligheder og forfremmelse til lederstillinger i projektet.
Oplæring af lokal arbejdskraft
For at fremme ansættelsen af grønlandsk arbejdskraft foreslås der i rapporten:
- Driftspersonalet ansættes mindst seks måneder forud for igangsættelsen af driften for at gøre det muligt at færdiggøre en effektiv oplæring.
- Forventet ansættelse af mindst 40 elever fra Råstofskolen i Sisimiut.
- Koordination med Grønlands selvstyre om at sponsorere elever via PKU-kurser (kurser for ufaglærte, red).
- Udarbejdelse af et omfattende internt uddannelses- og mentorprogram for at fremskynde ansættelse af grønlandsk arbejdskraft i virksomheden.
Kønssygdomme og tuberkulose
Ansættelsen af de mange - hovedsageligt mænd - udefra skønnes at kunne medføre problemer for lokalsamfundet.
- Medarbejderne vil i varierende grad omgås beboerne i Narsaq og andre lokalsamfund. Denne omgang kan øge overførslen af smitsomme sygdomme, inklusive kønssygdomme og tuberkulose (TB).
For at imødegå problemet med sygdomme, skal anlægsarbejderne adskilles helt fra Narsaq by. Driftsarbejderne skal leve i det man kalder et ' sikkerhedsbeskyttet miljø'. Derudover skal de underskrive et adfærdskodeks. GME vil teste for kønssygdomme.