Fiskerikommission: Slut med overfiskeri
Fremtidens rammer for Grønlands vigtigste erhverv skal bygge på bæredygtighed og gennemskuelighed, så både fiskerne, men også samfundet får størst mulig udbytte. Det var et af en lang stribe budskaber, der blev fremlagt torsdag, da Fiskerikommissionen præsenterede sit debat-oplæg.
”Vores fisk – Vores velfærd” hedder debat-oplægget, som Fiskerikommissionen torsdag præsenterede for politikerne, pressen og offentligheden.
Kommissionen er endnu langt fra at være i mål med et egentligt forslag til en lovgivning om fiskeriet, men ambitionen er at fremlægge en betænkning og lovudkast i juni 2020.
Forvaltningsplaner
Helt centralt opererer kommissionen med indførelse af forvaltningsplaner, der skal sikre, at der ikke overfiskes, så den enkelte fisker kan leve af sit arbejde, og samfundet kan forvente at få skatte- og afgiftsindtægter, der kan være med til at finansiere velfærden i landet ”på ubestemt tid”.
Et andet centralt element er, at samfundet skal have adgang til relevante oplysninger om udnyttelsen af fiskeressourcen, så der er gennemsigtighed i forhold til udviklingen af området.
Diamanten
Fire centrale egenskaber, der blev betegnet som fiskeripolitikkens diamant, blev fremlagt, og diamanten skal sikre et langsigtet og højt økonomisk afkast.
- Eksklusivitet med hensyn til rettigheder. Har fiskeren sin fangstrettighed af kvoten alene
- Sikkerhed om rettigheden. Fiskerens kvoteandel kan ikke fordeles til andre.
- Rettighedens varighed. Fiskeren ved, hvor længe han råder over sin kvoteandel.
- Overførbarhed af rettigheden. Graden af retten til at overdrage eller sælge kvoter. Omfanget af begrænsninger i, om kvoter eller kvoteandele kan købes og sælges.
I det komplicerede arbejde, som kommissionen har kastet sig ud, skal den på sit næste møde diskutere, hvordan man sikrer, at nye unge fiskere kan etablere sig. Der er nemlig mange ældre fiskere, som om få år er ude af erhvervet.
Hvordan man spreder ejerskabet til fiskeressourcerne var der ikke noget bud på. Kommissionen har imidlertid fået identificeret de mange udfordringer, der eksisterer i det kystnære og havgående fiskeri.
Eksempelvis inden for det kystnære er der for mange fiskere, der presser ressourcerne samtidig med at fiskerne har små indkomster. Og for det havgående er der godt nok en høj indtjening, men fiskeriet er koncentreret på få hænder og det er vanskeligt for nye aktører at komme ind.
Centrale temaer
Fiskerikommissionen har identificeret centrale temaer, som man skal arbejde videre med:
- Bæredygtig udnyttelse i praksis
- Udformning af langsigtede lovfæstede rammer for kvotetildelingen på alle fiskearter, hvilket bør ske i respekt for armslængde-princippet
- Identifikation af de reelle dilemmaer. Spørgsmålet om ejerskabs- og kvoteforhold og lave konsekvensanalyser i forhold til forskellige forslag fra kommissionen.
- Desuden vil man se nærmere på, ”hvad det i praksis kan betyde, når der efterlyses øget adgang for nye aktører og spredning af ejerskabet”.
- Det er herunder vigtigt at skelne mellem om målet er at flere nye aktører (enheder) ind i et fiskeri eller blot sprede ejerskabet på flere hænder, fremgik det under Jens Paulsen og næstformanden Peder Andersens fremlæggelse.