fiskeri
Fiskeriaftale med Færøerne giver flere fisk til begge parter
Færøerne og Grønlands aftale for 2017 giver Færøerne en højere torskekvote i Grønland end i år, mens Grønland kan fiske mere sortmund i færøsk farvand.

Grønlandske skibe kan næste år fiske 13.000 ton sortmund ved Færøerne. Kvoten i år har været 5000 ton. Grønland får derudover også mulighed for at fiske 7000 ton sortmund, som bliver tildelt gennem NEAFC.
Det meddeler det færøske fiskeriministerium.
LÆS: Fiskeriaftale med Norge fornyet
Parterne har aftalt, at grønlandske skibe igen næste år kan fiske 2500 ton sild ved Færøerne.
Næste år kan Færøerne fiske 400 ton mere torsk i Østgrønland end i år. Dvs. at færøske skibe kan fiske tilsammen 1225 ton torsk. Dertil er kvoten af brosme 475 ton.
LÆS: Flere torsk til EU
Kvoten af hellefisk er vokset fra 50 ton til 325 ton. Færøerne bibeholder også en forsøgskvote efter krabber i Østgrønland på 500 ton.
I Vestgrønland bliver kvoten af hellefisk den samme som i år, som er 100 ton.
Forhandlingerne mellem Færøerne og Grønland er foregået på den Nordatlantiske Brygge i København. De to forhandlingsledere, Emanuel Rosing og Andras Kristiansen, har underskrevet aftalen.