Fisker- og fangerskole i Uummannaq
Landsstyret lægger op til at fisker-og fangerskolen skal ligge i Uummannaq, til trods for at arbejdsgruppen peger på Maniitsoq, som det mest egnede.

Landstingsmedlem Agathe Fontain fra IA, har i et § 36 spørgsmål til Landsstyret spurgt, om der var tiltag i gang for at placere fangerskolen i Uummannaq. Dertil svarer Landsstyremedlemmet for Erhverv, Siverth K. Heilmann, at der ikke er igangsat egentlige tiltag, men at Landsstyret under Landsstyremødet d. 22. oktober 2007 har udtrykt enighed om, at placeringen af skolen skulle være i Uummannaq.
Arbejdsgruppen for Fanger- og fiskeruddannelsen har i en rapport peget på placering i Sisimiut eller Maniitsoq, idet begge steder blev vurderet som egnede. Arbejdsgruppen valgte efter genvurdering at anbefale placeringen i Maniitsoq, hvor begrundelsen var, at en fortsat kødproduktion ved Artic Greenfood’s anlæg i Maniitsoq, herunder forventning om fortsat produktion af moskusoksekød ville være af stor betydning for uddannelsen, idet produktfremstilling og –udvikling ville blive et vigtigt element i uddannelsen. Ligeledes var placering af Innovationscenter for produktudvikling et stort aktiv for en uddannelse.
Et afgørende argument for anbefalingen var desuden de økonomiske fordele en placering i Maniitsoq ville medføre, såvel på anlægs- som på driftssiden.
Landsstyrets begrundelse for at placere fisker- og fangerskolen i Uummannaq er, at der kan undervises i fiskeri fra isen samt, at undervisningen kunne være modulopbygget i samarbejde med ATI i Maniitsoq samt søfartsskolen i Paamiut.