Finansudvalg: Hvad har coronaen kostet vore selskaber?
De selvstyreejede og nettostyrede selskaber er så vigtige for den grønlandske økonomi, at Finans- og Skatteudvalget nu kræver en redegørelse for, hvad corona-pandemien hidtil har kostet og vil koste i 2021.
Finans- og Skatteudvalget har bedt Naalakkersuisut om at lave en redegørelse, der løfter sløret for, hvad corona-pandemien hidtil har kostet de selvstyreejede og nettostyrede selskaber.
Samtidig ønsker udvalget, at Naalakkersuisut laver en vurdering af, hvad corona-pandemien fremadrettet kommer til at belaste selskaberne.
-Ønsket om at få svar på, hvad corona har kostet selskaberne kan besvares ganske kort, oplyser formanden for Finans- og Skatteudvalget Hermann Berthelsen til Sermitsiaq.AG.
Vigtige selskaber
- Forklaringen er, at disse selskaber er enormt vigtige for den grønlandske økonomi, siger Hermann Berthelsen. De selvstyreejede selskabers rolle i samfundsøkonomien udgør således i omegnen af 60 procent af bruttonationalproduktet.
Siumut-politikeren Hermann Berthelsen oplyser, at den seneste orientering, der vedrørte selskaberne, ligger flere måneder tilbage, og corona-pandemien er desværre langt fra drevet over – tværtimod. Således har adskillige lande verden over genindført skrappe restriktioner med blandt andet nedlukninger.