- Fangertraditionen i fare
EU-importforbud mod sælskind og den såkaldte inuitundtagelse fungerer ikke, lyder det fra dansk politiker, der frygter, at den grønlandske sælfangsttradition er i fare
Inuit-undtagelsen fra EUs importforbud mod sælskind fungerer ikke, fastslår Karin Gaardsted, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne og formand for udvalget for erhverv, vækst og eksport i en kommentar i dagens udgave af Dagbladet Information.
Og det har parlamentarikeren også en forklaring på:
- Det skyldes, at sælskindsprodukter den dag i dag bliver associeret med drab på canadiske babysæler. Men hvad kan egentlig være mere sympatisk og bæredygtigt end at iklæde sig et skind, som er resultatet og frugten af en ældgammel jagttradition, hvor hele dyret bliver udnyttet fra knurhår til halespids, spørger Karin Gaardsted, der ser et stort modepotentiale i sælskind.
- Lad os en gang for alle få slået fast, at grønlandske sælskind intet har at gøre med canadiske kølledrab på babysæler. Disse to ting må og skal adskilles.
Det fremgår ikke at Karin Gaardsteds kommentar om hun vil forsøge at følge op med politiske ændringsforslag, men hvis ikke der sker en holdningsændring, er fangererhvervet i fare, fastslår hun.
- Risikoen er til stede for, at en ældgammel, beundringsværdig fangertradition går i glemmebogen og bliver reduceret til en kulturhistorisk katastrofe.
Læs hele kommentaren her.