fremskrivning
Færre og ældre borgere de næste mange år
Det samlede folketal kan i de kommende 24 år ventes at falde fra de nuværende 55.847 personer til 52-53.000. Til gengæld stiger gennemsnitsalderen
De kommende 24 år bliver vi færre borgere. Og i tilgift stiger gennemsnitsalderen. Det er hovedresultaterne af en fremskrivning, som Grønlands Statistik har foretaget af den grønlandske befolkning frem til 2040, på baggrund af befolkningsopgørelsen pr. 1. januar 2016.
Til 52.000 borgere
Det samlede folketal kan i de kommende 24 år ventes at falde fra de nuværende 55.847 personer til mellem 52.000 og 53.000.
Der vil således i 2040 bo omkring 3.000 færre i Grønland end i dag, hvis der ikke sker uventede ændringer i fertilitet, dødelighed samt ind- og udvandring, vurderer Grønlands Statistik.
Stadig yngre end Danmark
Befolkningens gennemsnitsalder vil stige fra 35,4 år i dag til 38,1 år. Og Grønlands befolkning vil således fortsat være en del yngre end for eksempel Danmarks befolkning, hvor gennemsnitsalderen allerede i dag er 41,1 år.
I løbet af perioden vil den ældste del af befolkningen, det vil sige gruppen af borgere på 70 år eller ældre, blive fordoblet.
Antallet af borgere i de erhvervsaktive aldre vil dale, men fortsat udgøre omkring halvdelen af befolkningen, vurderer Grønlands Statistik.
Læs: Laveste befolkningstal i 20 år