Erhvevsfremstød i Kina med mange dagsordener

En cocktail af drikkevand, designertøj, turisme, olie og vedvarende energi var de væsentligste ingredienser i et ugelangt erhvervsfremstød i Kina, som Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi Aqqalu Jerimiassen har gennemført.

Offentliggjort

Aqqalu Jerimiassen var bistået af 30 repræsentanter fra Grønland under erhvervsfremstøddet i den kinesiske hovedstad Beijing.

På den danske ambassade i Beijing gennemførte man en såkaldt Grønlandsdag, hvor der var mulighed for at møde en række myndigheder, organisationer og statslige virksomheder. Her blev de grønlandske reklamefremstød krydret med en modeopvisning af kinesiske modeller, der var klædt i tøj fra tre forskellige grønlandske tøjproducenter.

Kinesisk vækst

- Kina oplever i disse år en stigende vækst, og flere kinesere har derfor fået mulighed for at øge deres forbrug af vestlige produkter og ikke mindst har de nu råd til rejse ud og opleve andre kulturer. Det var derfor en stor glæde for mig, at der var deltagelse af en række grønlandske turist- og modeaktører, udtaler aqqalu Jerimiassen i en pressemeddelelse.

Han kunne annoncere, at Selvstyret i løbet af indeværende måned ville igangsætte en udbudsrunde af fem attraktive vand-lokationer, som kunne blive startskuddet til et nyt eksporteventyr, da vandets kvalitet opfylder alle internationale betingelser og anbefalinger.

Tingene vendt på hovedet

- I den nye vandstrategi har vi vendt tingene helt på hovedet – nu er det Selvstyret, der sammen med GEUS, står for kortlægningen og undersøgelsen at områder, som kan danne grundlaget for privat drikkevandsproduktion til forsyningen af såvel hjemme- som eksportmarkedet. Herefter udbydes områderne til industrien. Det er min opfattelse, at denne erhvervsvenlige tilgang vil kunne sætte gang i nye vandaktiviteter, lyder det fra Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi, der også havde møder med to kinesiske olieselskaber, som man senere skal have tekniske møder med.

Powered by Labrador CMS