Erhvervsråd
Erhvervsråd får ny direktør
Erhvervsrådet Sermersooq Business Council (SBS) har fundet en ny direktør, som i fremtiden skal lede rådet - og dermed stå i spidsen for erhvervsudviklingen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Den nye direktør - som tiltræder i SBC den 1. december - er Rune Krogh Fridorff-Hansen.
Kommer fra it-firma
Han kommer fra en stilling som landedirektør i den internationale it-virksomhed EG A/S. Med sig bringer han over 15 års erfaring med ledelse, forretningsudvikling, IT og iværksætteri i Grønland.
- Min passion er at skabe resultatorienteret udvikling og ikke mindst vækst. Jeg glæder mig til at bringe min erfaring med forretningsudvikling i Grønland i spil og være med til at underbygge nye vækstmuligheder i Kommuneqarfik Sermersooq.” fortæller Rune Krogh Fridorff-Hansen i en pressemeddelelse.
Opvokset i Grønland
Den nye direktør er opvokset i Grønland, uddannet i Danmark og har boet de sidste 15 år i Nuuk.
Rune Krogh Fridorff-Hansen overtager direktørposten efter Ulla Lynge, der var med til at opbygge erhvervsrådet.
Katalysator
Sermersooq Business Council er katalysator for erhvervsudvikling inden for Kommunqarfik Sermersooqs grænser og arbejder strategisk med at understøtte vækst i erhvervslivet.