debat

Er der grønlandske penge i skattely?

Forening vil med et debatarrangement sætte fokus på problematikken om skattely

Transparency International Greenland vil gerne have debat og oplysning om muligheden for at undgå skattefusk i Grønland
Offentliggjort

Torsdag eftermiddag inviterer Transparency International Greenland til debatarrangement i Nuuk.

Emnet er skattefusk, som der i medierne har været meget opmærksomhed på, siden der kom endnu en større skattelæk ud i offentligheden den 3. april fra selskabet Mossack Fonseca i Panama.

Læs: Journalister offentliggør Panama-papirer

Sermitsiaq.AG har talt med Transparencys næstformand om, hvorfor de vil diskutere skattesagen her i landet.

Hvordan kan jeres arrangement løse problemet med skattesnyd?

- Det kan det heller ikke, svarer næstformand i Transparency International Greenland, Jakob Strøm.

- Men det bør tages op over hele verden. Det er en global udfordring, og meget ofte er det for nemt for de korrupte at skjule deres forehavender.

Grønlandsk fokus
- Vi vil gerne være med til at sætte fokus på, om vi i Grønland har taget de rette forholdsregler, så man ikke kan skjule skattesnyd i stor stil. Det kan arrangementet være med til.

Til debatarrangementet denne uge i Nuuk skal Skattestyrelsen og Grønlandsbanken holde oplæg.

Er der grund til at tro, at grønlændere har penge i skattely?

- Det er der ikke umiddelbart nogen grund til at tro, men der er bestemt heller ingen garanti for, at der ikke er. Det vil nok være naivt at tro, at der ikke også spekuleres i skat i Grønland, men i hvilket omfang har vi ingen særlig viden om.

Hvordan kan man finde et svar på dette?

- Det har vi ikke nogen specifik viden om. Det er ICIJ – the International Consortium of Investigative Journalism der har ligget inde med Panama Papers. I flere lande har Transparency International chapters været med til at vurdere papirerne. Det har TIG ikke. Det har der nok ikke været anledning til, slutter Jakob Strøm, næstformand i antikorruptions- og gennemsigtigheds-foreningen Transparencys afdeling i Grønland.

Debatarrangementet er i Katuaq torsdag klokken 16, og arrangementet simultantolkes.

Læs: Hvorfor vælger Naalakkersuisut dem til bestyrelserne?

Læs: Én million til uafhængig research

Powered by Labrador CMS