Royal Arctic Line
Endelig: Container-kaos minimeret
Endelig ser det ud til, at Royal Arctic Line er ved at få styr på håndteringen af de containere, der skal fragtes frem og tilbage over atlanten - til og fra Aalborg havn.
Indkøring af et nyt it-system har givet rederiet enorme problemer siden foråret, hvilket har kostet rederiets kunder og ikke mindst den grønlandske detailhandel omsætning.
Læs også: 88 containere fejlede hos Royal Arctic Line
I ugerne 26, 27 og 28 blev 101 containere ikke lastet eller losset, selv om de skulle, mens 10 containere blev lastet på et skib, selv om de ikke skulle.
Uge 29 ser ud til at være ugen, hvor rederiet fik et gennembrud og styr på nogle af de udfordringer, det har kæmpet med. Der var ”kun” fem containere, som ikke blev lastet, selv om de skulle være lastet. Det gjaldt fire containere i Nuuk og en i Paamiut.
Laveste fejlprocent
Den ugentlige kvalitetsmåling, som rederiet efter hård kritik har valgt at offentliggøre viser, at der var en fejlprocent på 0,5 procent i uge 29. Den har i de foregående tre uger svinget mellem 2,3 og 6,1 procent.
Læs også: Royal Arctic Line forfulgt af uheld
Rederiet bemærker i forbindelse med kvalitetsmålingens offentliggørelse, at der fortsat er ”nogen vej” før man er i mål.
- Der er fortsat et stort fokus på at få dokumentationen på plads inden og efter skibsanløb, og nye procedurer ser ud til at have fået effekt. Der er stadig nogen vej igen, før disse procedurer vil være helt stabile, skriver Royal Arctic Line.
Læs også: Grønlands Erhverv sender hård kritik mod Royal Arctic Line