– Ellers bliver vi alle tabere

– Det er uundgåeligt, at vi må vælge byer og bygder, som vi gerne vil udvikle.

Sådan lød en af parolerne i SIK-formanden Jess G. Berthelsens 1. maj-tale.

– Men så bliver de andre byer og bygder skuffede?

– Hvis vi ikke handler, men blot lader stå til, så vil alle byer og bygder blive skuffede, bortset fra Nuuk, Ilulissat og til dels Sisimiut, siger Jess G. Berthelsen til Sermitsiaq.

– Vi har været gode til at nedbryde tabuer, men mange år efter G-60, bygdelukninger og Qullissat forekommer det stadigt vanskeligt at tale om bosætningsmønsteret?

– For mit vedkommende er det ikke en vanskelig debat, for den udvikling, som vi er vidne til i dag, er ikke farbar. Befolkningstallet falder, ikke alene i bygder og de fleste byer, men samlet i hele landet, og det er efter min mening vor største udfordring. At knække kurven kræver nye indtægter i stedet for at flytte pengene fra den ene lomme til den anden. Dette land rummer store muligheder for at skabe vækst i fiskeriet, turismen og råstofudvindingen, både i bygder og byer, men vi skal turde indrømme, at disse muligheder ikke findes alle steder, siger Jess G. Berthelsen.

Vanskeligt, men nødvendigt

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz tør også tale om bosætningsmønster, selv om det er en debat, som man kan slå sig på.

– Gennem en årrække har jeg set en fraflytning fra mindre steder til større byer og senere til Danmark, og det er en fraflytning, som udgør et strukturelt problem, fordi færre mennesker gør det sværere at sikre den fornødne velfærd i alle bosteder, siger Aaja Chemnitz til Sermitsiaq. 

- Det har jeg italesat gennem mine år som folketingsmedlem, fordi det er en vigtig debat at tage, hvis vi vil forstå årsagerne til denne udvikling. Derfor har jeg også sat en undersøgelse i gang hos VIVE om årsagerne til fraflytningen, og den skulle efter planen komme ud senere i år.

(VIVE er et forsknings- og analysecenter med fokus på velfærdsområdet).

For fem år siden rejste Aaja Chemnitz en debat i Folketinget om bosætningsmønsteret i Grønland:

– Personligt mener jeg, at vi skal være færre steder end de knap 80 bosteder, som vi har i dag i Grønland. Byerne skal udvikles, driftige bygder bevares, og andre bygder lukkes naturligt ned.

Udtalelsen blev over en bred kam mødt med fordømmelse i Grønland, også fra hendes eget parti. 

– Inuit Ataqatigiit har ikke en politisk målsætning om at lukke bosteder. Alle har frihed til at vælge, hvor de vil bosætte sig. Ingen skal nogensinde benægtes denne ret, sagde partiformanden Múte B. Egede mindre end et døgn senere.

– Debatten er tydeligvis svær at tage, siger Aaja Chemnitz, men det er en debat, som kun er blevet mere nødvendig med årene, idet tendensen til urbanisering og fraflytning fra Grønland er vokset de seneste fem år.

Svært at finde arbejde

Friske tal fra Grønlands Statistik for perioden 2017-25 viser, at befolkningstallet i Nuuk (+ 2.444) og Ilulissat (+ 567) stiger kraftigt, mens Qaqortoq, Sisimiut, Uummannaq og Upernavik nogenlunde har holdt skindet på næsen i de seneste syv år.

– Det nytter ikke, at alle flytter til Nuuk; det pres kan vi ikke holde til. I stedet skal vi satse på bestemte vækstbyer og vækstbygder, siger Jess G. Berthelsen.

– Hvordan mærker SIK, at indbyggertallet i bygder og de fleste byer er i frit fald?

– Vort medlemstal langs kysten falder, og de medlemmer, som bliver boende, får stigende problemer med at finde beskæftigelse. Det er nu engang nemmere at finde et arbejde i Nuuk end i en af de 14 bygder under 50 indbyggere. Vore medlemmer har altid været gode til at finde arbejde, hvor der viser sig en mulighed, men mobiliteten har også en bagside. Yngre er mere mobile end ældre, og det efterlader bygder og mindre byer med en skæv befolkningssammensætning med mange ældre og få erhvervsaktive. Der er dog også et lyspunkt. Min generation går på pension, og det åbner muligheder for en ny generation, som imidlertid er mindre end de store årgange fra slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, og så mangler vi hænder. Lige nu kan vi visse steder ikke undvære arbejdskraft fra blandt andet Sydøstasien.

– Der er altså masser af udfordringer, men også masser af muligheder. Derfor efterlyser jeg en stram landsplanlægning, som peger på det samfund, som vi ønsker os om fem, 10 og 20 år. Hvis vi ikke tager den nødvendige debat i dag, så vil der ikke bo mennesker i dette land om 50 år, frygter Jess G. Berthelsen.

Tasiilaq hægtet af

Ledigheden er faldet konstant det seneste årti, men enkelte byer og bygder har ikke været med på højkonjunkturen.

– I de mere isolerede områder, herunder Tasiilaq, har arbejdsløsheden ikke ændret sig væsentligt på grund af en vedvarende mangel på faste arbejdspladser, konstaterer naalakkersuisoq for arbejdsmarked Bentiaraq Ottosen.

Nu stiger ledigheden - i de fleste byer og bygder fra et lavt niveau; men i Tasiilaq fra et i forvejen meget højt niveau, og det rammer borgerne på Østkysten ekstra hårdt. Naleraqs Gerth Mikaelsen, selv bosat i Tasiilaq, kalder på Naalakkersuisuts hjælp til at nedbringe ledigheden, som ligger på 11 procent.

Bentiaraq Ottosen peger på rollefordelingen: Naalakkersuisut arbejder for at skabe gode betingelser for det private erhvervsliv på landsplan, men har ikke pligt til at skabe nye arbejdspladser.

Der bor 2.583 mennesker - børn, unge og ældre - i Tasiilaq-distriktet. I juni var 138 ledige; heraf 75 i byen og 63 i de fem bygder.