Eksport af vand: Områder udbydes i januar
Nu skal der sættes skub i eksporten. Det skriver Aqqalu Jerimiassen i et svar på et §37-spørgsmål.
Vand og is er der masser af - eksport af samme, knap så meget.
Selvom der i adskillige år har været arbejdet på det, så er eksporteventyret hidtil udeblevet. Men nu skal der skubbes på for at der kommer til ske noget, fastslår naalakkersuisoq for erhverv, Aqqalu Jerimiassen (A).
- Naalakkersuisut har sammen med GEUS (De nationale Undersøgelser for Danmark og Grønland) lokaliseret flere steder, hvor der er let adgang til at tappe vand, og hvor det løber ud i store mængder. GEUS' målinger offentliggøres i udbudsrunder, hvor alle potentielle ansøgere kan få adgang til oplysningerne samtidigt, skriver Aqqalu Jerimiassen (A).
Procedure vendt på hovedet
Oplysningerne fremgår af et svar på et §37-spørgsmål fra Randi Vestergaard Evaldsen (D), der gerne vil vide, hvor udenlandske investorer holdersig væk fra de grønlandske vandprojekter.
Aqqalu Jerimiassen forklarer, at man i forbindelse med en ny strategi for eksport af vand og is fra sidste år har analyseret, hvad der kan forbedre forholdende for selskaberne. Og her har en af forhindringerne vist sig at være, at de tidligere selv har skullet finde vandet. Nu har men altså vendt det om, så områderne bliver udbudt.
Udbuddet vil ske fra midten af januar.
Lavere royalty og farvel til RAL
Også på to andre områder har man forbedret vilkårene for ansøgerne. Det viste sig nemlig, at afgiften i Grønland har været højere end i andre lande. Derfor er royalty-afgiften blevet sænket fra 0,10 øre per liter til 0,04 øre per liter.
Som et sidste har man forbedret rammevilkårene. Således har man droppet kravet om, at selskaberne skal benytte RAL til at transportere vandet. Ansøgningsproceduren er også gjort enklere.