Driftsdirektør er færdig i Greenland Airports  

Driftsdirektør i Greenland Airports Henrik Estrup fratræder sin stilling. Der vil fremover være behov for en profil med et stærkere kommercielt fokus på driften af lufthavnene, lyder det fra selskabets administrerende direktør.

Offentliggjort

Onsdag oplyser Greenland Airports, at der skiftes ud i ledelsen, og at Henrik Estrup fratræder som driftsdirektør. 

Ledelsen af driftsafdelingen vil i en overgangsperiode blive varetaget af seniordirektør Niels Grosen i samarbejde med Jens Lauridsen.

Fratrædelsen kommer på et tidspunkt, hvor der er blæst om Greenland Airports, der kæmper med at få driften til at køre i den nye internationale lufthavn i Nuuk, hvor der blandt andet i denne uge igen har været forsinkelse på åbningen af lufthavnens security, hvilket går udover flytrafikken.

Henrik Estrup har været direktør i Mittarfeqarfiit siden 2019 og derefter driftsdirektør i Greenland Airports, efter at Mittarfeqarfiit blev fusioneret ind i Greenland Airports.

Ifølge administrerende direktør i Greenland Airports, Jens Lauridsen, skyldes fratrædelsen, at der er brug for en direktør med et mere kommercielt fokus.

Behov for mere kommercielt fokus

Jens Lauridsen udtaler, at der aldrig er et perfekt tidspunkt at ændre i holdopstillingen på ledelsesniveau:

– Men vi står netop nu i en overgangsfase mellem åbningen af Nuuk Lufthavn og forberedelserne til åbning af de nye lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. 

- Det giver mulighed for at blande kortene. Her vil der fremover være behov for en profil med et stærkere kommercielt fokus på driften af lufthavnene, udtaler Jens Lauridsen.

Direktøren roser dog også Henrik Estrup for at have spillet en central rolle i udviklingen af lufthavnsdriften i Grønland:

– Henrik har med sin mangeårige erfaring, store viden og dedikation spillet en væsentlig rolle i udviklingen af lufthavnsdriften i Grønland. Jeg vil gerne takke for godt samarbejde og for hans store indsats, udtaler Jens Lauridsen.

Henrik Estrup udtaler selv om fratrædelsen:

– Jeg er glad for at have haft muligheden for at være med til at udvikle en central del af den grønlandske infrastruktur og løse en både svær og spændende opgave sammen med dygtige kolleger. Jeg ønsker både dem og Greenland Airports det bedste fremover, siger Henrik Estrup.

Powered by Labrador CMS