Dong II blev afvist
Folketinget afviste forslag om partnerskab mellem Grønland og Danmark om udvikling af den grønlandske undergrund
Statsministeren og formand for Naalakkersuisut er for langsomme, når det gælder undergrunden i Grønland.
Det mener grønlandsordfører Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Det tidligere medlem af selvstyrekommissionen mener, at det er en skam, at forslaget om partnerskab mellem Grønland og Danmark - populært kaldt 'Dong II' - torsdag blev afvist af flertallet i Folketinget.
- Efter Kuupik Kleists og Minik Rosings fælleskronik i ('Abonnement på fremtiden' i Politiken 20. november 2012 red.) forventede vi en reaktion fra regeringens side, men den kom ikke. Derfor foreslog vi i begyndelsen af februar beslutningsforslaget om et partnerskab mellem Grønland og Danmark, siger Søren Espersen til Sermitsiaq.AG.
- Det er en skam, at statsministeren og landstyreformanden (formand for Naalakkersuisut, red.) ikke skal være i front i arbejdet om udvikling af den grønlandske undergrund, siger Søren Espersen, der mener, at Grønland selv har efterlyst mere engagement fra dansk side i forhold til at udvinde råstoffer i Grønland.
Grønlands ansvar
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, SF, understreger, at Naalakkersuisut selv skal beslutte, hvordan Grønland ønsker at organisere råstofområdet, og hvordan mulige råstofaktiviteter skal finansieres.
- For det første har landsstyreformanden klart tilkendegivet, at landsstyret ønsker råstofudvinding i Grønland på kommercielle vilkår. Der er fra Grønlands side således ikke noget ønske om at oprette et nyt Nunaoil, altså et offentligt dansk-grønlandsk selskab. For det andet er der ikke behov for et statsligt selskab for at sikre staten andel i indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland. Staten modtager halvdelen af indtægterne, som selvfølgelig er selvstyrelovens økonomiske ordning, sagde erhvervs- og vækstministeren under behandlingen af beslutningsforslaget torsdag.
Annette Vilhelmsen oplyste også, at arbejdet omkring nedsættelse af et kommissorium fortsætter nu efter bero indstilling under valget i Grønland.
- Vi arbejder lige nu på et kommissorium, og vi forventer inden alt for længe at kunne nedsætte arbejdsgruppen. Det er min forventning, at det samarbejde kan skabe opmærksomhed om investeringsmulighederne i Grønland og vil kunne bidrage til at få flere kommercielle investeringer til Grønland. I det arbejde er det for mig også helt naturligt, at danske virksomheder kommer til at spille en rolle, sagde Annette Vilhelmsen.