jobskifte

Direktør forlader Mittarfeqarfiit

Jens R. Lauridsen stopper som direktør til fordel for et andet job. Forude ventede en stærk reduktion af Mittarfeqarfiits kerneopgaver

Et nyt selvstyreejet selskab skal fremover eje og drive lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Samtidig skifter Mittarfeqarfiits tidligere direktør Jens R. Lauridsen til Air Greenland.
Offentliggjort

Air Greenland har ansat den 43-årige Jens R. Lauridsen som teknisk direktør.

Jens R. Lauridsen kommer fra en stilling som direktør for Mittarfeqarfiit, hvor han har været ansat i fire år.

– Air Greenland er glad for at Jens R. Lauridsen har ønsket at påtage sig ansvaret som Teknisk Direktør og glæder sit til at nyde godt af Jens´ kompetencer indenfor blandt andet ledelse generelt, forandringsledelse og effektivisering, skriver Air Greenland i en pressemeddelelse.

Godt tidspunkt at skifte job
I pressemeddelelsen fremhæver Air Greenland selv, hvorfor det netop også kan være sjovere at være direktør i et luftfartsselskab fremfor i lufthavnsvæsenet i den kommende tid.

Selvstyret har nemlig netop stiftet Kalaallit Airports A/S.

Hjemhørende hos Selvstyret kommer firmaet til at samle Nuuk Lufthavn, Ilulissat Lufthavn, Greenland International Airports Ltd. og Qaqortoq Lufthavn i en fælles selskabskonstruktion.

Kalaallit Airports A/S skal ifølge dets formålsbeskrivelse at anlægge, eje og drive lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.

– Med planerne om nye lufthavne, vil Mittarfeqarfiit naturligt stå overfor nogen nye udfordringer og opgaver, hvorfor det også på den baggrund kan være et godt tidspunkt for et direktørskifte i Mittarfeqarfiit, skriver Air Greenland

Tilbage i det private
– Jens R. Lauridsen kommer oprindeligt fra den private sektor og ser med denne spændende stilling en mulighed for at komme tilbage til det private, efter fire år i den offentlige sektor. Jens blev i sin tid ansat til den opgave at stå for en moderniserings- og effektiviseringsproces i Mittarfeqarfiit, og føler nu at være kommet godt i mål, efter to år med driftsoverskud i Mittarfeqarfiit, fortæller Air Greenland i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS