DF: OK at sende danske millioner i lufthavnspakken

Den danske regerings støtteparti, Dansk Folkeparti, har intet imod, at Lars Løkke Rasmussen åbenbart har planer om at bidrage med et større millionbeløb til den store og ambitiøse lufthavnspakke.

Søren Espersen regner med at Kim KIelsen og Lars Løkke Rasmussen underskriver en lufthavns-aftale på mandag.
Offentliggjort

DF’eren Søren Espersen, der er medlem af Folketingets Grønlandsudvalg, synes, at det er en god ide, hvis den danske stat kan bidrage til lufthavnsprojekterne, så Grønland ikke gældsættes unødigt.

Tvivlsomme lande

- På den måde undgår vi forhåbentlig, at Grønland bliver afhængig af andre tvivlsomme lande, siger Søren Espersen til Sermitsiaq.AG.

- Det er kun godt, hvis Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen åbenbart er nået til enighed sammen. Ideen er god. Med Danmark inde i projektet vil det være lettere og billigere at få investorer til at finansiere det beløb, som Grønland ikke selv kan stille med, forklarer Søren Espersen, som har en forventning om, at en aftale underskrives på mandag i Nuuk.

Grønland skal styrkes

DF-politikeren mener ikke, at det er et problem, at Danmark nu åbenbart vil sende ekstra millioner til Grønland udover det faste bloktilskud.

- Jeg ønsker alle tiltag, der styrker Grønland fremmet, fastslår han.

Søren Espersen efterlyser imidlertid en plan fra Naalakkersuisut om, hvad der skal ske, når lufthavnene er bygget.

- Der er ingen tvivl om, at man bliver nødt til at investere massivt i turisme, så investeringen i lufthavnene kan forrente sig, siger Søren Espersen.

Kielsen-orientering

Kim Kielsen gav torsdag Finans- og Skatteudvalgets medlemmer en orientering om planerne og Lars Løkke Rasmussens besøg i Grønland.

Powered by Labrador CMS