EU

DF: EU skal blande sig udenom Grønlands olie

Dansk Folkepartis Jørn Dorhmann kritiserer den socialdemokratiske gruppe i EU for at støtte forslag, der kan blokere for olieudvinding i Grønland

Offentliggjort

Det er helt uhørt, at EU-parlamentet nu vil blande sig i, hvorvidt Grønland skal udvinde olie eller ej. Det mener Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet, Jørn Dohrmann.

LÆS: EU-forslag om at stoppe olieudvinding i Arktis

EU skal ikke bestemme
Som beskrevet tidligere, skal EU-paralamenet om en uge stemme om en arktisk politik. Her er der blevet indarbejdet tre ændringforsag om, at EU og unionens medlemsstater i internationale sammenhæng skal arbejde for et totalt stop af olieudvinding i Arktis.

- EU skal ikke bestemme over et suverænt område som Grønland, siger Jørn Dohrmann (DF) til Sermitsiaq.AG.

Dohrmann medgiver at det arktiske miljø er sårbart, og at der derfor kan være grund til at være forsigtig med udvindingen af olie i Arktis. Han mener blot, at det ikke er EU, der skal bestemme.

- Jeg mener, at man sagtens kan føre en god miljøpolitik uden at EU blander sig, siger han.

Hvis beslutningen bliver vedtaget, så får den ganske vist ikke bindende virkning for EU-kommissionen eller medlemstaterne. Men Jørn Dohrmann frygter, at det kan skabe en holdning i Kommissionen og i medlemsstaterne på samme måde, som det skete i spørgsmålet om sælskind.

Socialdemokratisk splittelse
De tre artikler, der omhandler olieudvinding i Arktis, er fremsat som ændringforslag af henholdsvis det finske Venstreforbund, den italienske fem-stjernebevægelse og den danske socialdemokrat Christel Schaldemose.

Christel Schaldemoses forslag er det mindst vidtgående af de tre, idet der her umiddelbart kun kræves et oliestop i de arktisk farvande, der ligger indenfor EU og det fælles økonomiske område, hvilket omfatter Norge. For det øvrige Arktis gælder, at der skal arbejdes for høje sikkerhedskrav i forbindelse med udvindingen (se artikel 14 i faktaboksen).

- Vi bør ikke stille krav til andre, som vi ikke selv lever op til, siger Christel Schaldemose i et indledende interview med Sermitsiaq.AG.

Hun læger dog ikke skjul på, at den socialdemokratiske gruppe er delt i spørgsmålet, hvor medlemmerne fra Sydeuropa er tilhængere af, at EU skal arbejde for et totalt stop.

'Beskæmmende'
Hun siger at hun selv arbejder for en mere moderat linje.

Den socialdemokratiske gruppe har i udvalget bakket op om de to skrappere artikler, og har dermed medvirket til, at de er havnet i det endelig dokument.

Jørn Dohrmann (DF) er stærkt kritisk.

- Jeg finder det beskæmmende, at man med håndsoprækning stemmer så vidtgående ændringer ind i det oprindelige forslag, uden at man har sat sig ordentligt ind i tingene.

Efter et kort indledende interview fredag lovede Christel Schaldemose, at hendes medarbejder samme dag ville vende tilbage med mere detaljerede oplysninger. Sermitsiaq.AG har efterfølgende forgæves forsøgt at komme i kontakt med Christel Schaldemose.

Powered by Labrador CMS