Det er nu tilladt at sælge disse på brætterne

Naalakkersuisut har udstedt yderligere dispensation, der nu lovliggør salg af forskellige slags fisk og kød

Offentliggjort

Det har indtil for nyligt kun været muligt at købe fersk fisk og kød på brætterne.

Ny dispensation fra Naalakkersuisut betyder, at brætterne nu også må sælge følgende fødevarer, som er produceret af erhvervsfangere og -fiskere:

  • Tørret fisk og kød
  • Frosset fisk og kød
  • Saltet fisk og kød
  • Røget fisk og kød

Selvstyret meddeler, at de nævnte tilvirkede fødevarer må omsættes på brætterne på samme vilkår som fersk fisk og kød.

- Der stilles således ikke skærpede krav til erhvervsfangere og -fiskere, der producerer og omsætter de nævnte tilvirkede fødevarer til omsætning gennem brætterne. Fødevarerne bliver ikke underkastet veterinærkontrol.

Skal opbevares forsvarligt

Selvom myndighederne har begrænset kontrol med hygiejnen af produkterne der sælges gennem brætterne er erhvervsfangere og -fiskere samt brætterne fortsat forpligtet til at sikre, at de ikke omsætter fødevarer, der er sundhedsskadelige.

- Dette betyder derfor også, at erhvervsfangere og -fiskere fortsat skal sikre, at de fødevarer, de omsætter på brætterne, er blevet transporteret og opbevaret hygiejnisk forsvarligt, lyder det i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS