Det betaler de i skat

I Danmark er skattelisterne i denne uge blevet offentliggjort – og det giver et indblik i, hvor meget eller lidt skat selskaber med grønlandsk tilknytning betaler i Danmark

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

I den forgangne uge har medierne i Danmark flydt over med opgørelser over, hvor meget eller hvor lidt skat en stribe selskaber betaler i skat, efter det er blevet besluttet at offentliggøre skattelisterne for 2011.

Af listen kan man også se, hvor meget en stribe selskaber med en eller anden form for grønlandsk tilknytning betaler i skat i Danmark – og vi bringer her et udpluk:

Det fremgår blandt andet, at Royal Greenland Seafood, der er ejet af Royal Greenland, slet ikke betalte skat i Danmark i 2011, fordi den skattepligtige indkomst som følge af et underskud på omkring 2,8 millioner kroner var negativ.

Polar Seafood Denmark betalte omvendt knap 23 millioner i skat af en skattepligtig indkomst på næsten 92 millioner kroner.

Royal Arctic Logistics betalte omkring 800.000 kroner i skat i 2011 – af en skattepligtig indkomst på 3,2 millioner kroner.

Grønlands Rejsebureau betalte ikke noget skat i Danmark i 2011, da den skattepligtige indkomst var negativ.

Det fremgår ikke, hvor meget MT Højgaard Grønland og Arssarnerit betalte, da selskaberne er datterselskaber af MT Højgaard. Men moderselskabet MT Højgaard betalte i alt omkring 600.000 kroner i skat af en skattepligtig indkomst på hele 151 millioner kroner.

Det samme gælder E Pihl og Søn Grønland, der er et datterselskab af E Pihl og Søn, som betalte knap 350.000 kroner i skat af en skattepligtig indkomst på knap 17 millioner kroner.

Tele Greenland International betalte cirka en halv million i skat af en skattepligtig indkomst på lidt over to millioner kroner.

Det Grønlandske Hus betalte ikke noget i skat, da den skattepligtige indkomst var negativ i 2011.

Den danske filial af Grønlands Ejendomsselskab ApS Kalaallit Nunaata Illuutileqat betalte heller ikke nogen dansk skat, da også deres skattepligtige indkomst var negativ.

Bemærk: Listen siger ikke noget om, hvor meget skat selskaberne betaler eller ikke betaler i Grønland. For eksempel betalte Royal Greenland Seafoods moderselskab Royal Greenland A/S sidste år 16 millioner kroner i skat i Grønland.

Søg selv i listen her.

Hvad mener du? Bør skattelisterne for alle selskaber i Grønland også offentliggøres? Deltag i debatten herunder.

Powered by Labrador CMS