Det bekymrer: Støv, støj og vibrationer
Ledelsen fra Munck Gruppen, der skal anlægge den nye lufthavn i Nuuk, stod i aftes frem på et informationsmøde, hvor man forsøgte at berolige de fremmødte med hensyn til støv-, støj- og vibrations-plager under anlægsfasen.
Knap 100 Nuuk-borgere valgte onsdag at bruge aftenen på at blive klogere på det store lufthavnsbyggeri. For første gang stod Munck Gruppen frem og fortalte om byggeriet.
Civilingeniør Per Midjord, der kommer fra Færøerne, har været involveret i store anlægsbyggerier rundt om i al verdens lande igennem de seneste 40 år. Der var to byggerier, der overgik lufthavnsopgaven: Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
- Anlæggelsen af lufthavnen er en kæmpe opgave, fastslog Per Midjord, der har titel af produktionschef.
Efter at projektchef Orla Nielsen fra Munck Gruppen havde fortalt om det firma, som nu bliver en meget synlig del af Nuuk, tog Per Midjord over og gik mere i detaljer om selve det arbejde, der skal i gang med at etablere landingsbaner og forplads.
Spørgsmål og svar
De fremmødte borgere havde mange spørgsmål, hvor støj og støv især bekymrede.
Her følger en række svar på spørgsmål:
- Skiliften vil kunne benyttes under hele anlægsfasen
- Man kan ikke garantere, at der ikke vil komme støv på skiliften.
- Entreprenøren kan foretage nogle foranstaltninger, der mindsker støvudviklingen ved at sprøjte magnesiumklorid på overfladen, som binder støvet.
- Boremaskiner er udstyret med støjdæmpere
- Det sprængstof, der anvendes, er langt mere miljøvenligt end det, som optrådte i VVM-redegørelsen
- Anvender gummigeder i stedet for dozere, da de støjer mindre
- En del sprækkezoner i fjeldet omkring lufthavnen vil dæmpe de rystelser, der opstår i forbindelse med en sprængning
- Borgerne vil ikke opleve støjniveauet højere end den sprængning, der blev foretaget sidste lørdag
- Vibrationer søges undgået ved at de mange sprænghuller detoneres med få millisekunders forskydelse
- Seks lokale er blevet ansat og man forventer at ansætte yderligere 10. Derudover skal der nok tilkaldes 50 til 60 medarbejdere.
- Syddelen af lufthavnen skal stå klar med asfalt sommeren 2021. To år senere er man færdig i den nordlige ende.
- Først når man har sprængt fjeld og lagt asfalt, vil der blive brug for underentreprenører, der kan bistå med installation af lys, afvanding etc.
- Mens man er i gang i den sydlige ende vil der sideløbende være et arbejde med at fylde den gamle jerndump i den nordlige ende.
- Den højeste skrænt, der skal bygges af fjeldsten vil være 50 meter
Arkitekt Peter Barfoed, inkarneret modstander af lufthavnens placering, sad på forreste række og havde et hav af spørgsmål, som flere gange skabte smil og hvor svarene udløste klapsalver.
- Hvad er størrelsen af dagbøder, spurgte Peter Barfoed.
- Det ved jeg ikke. Vi bliver nemlig færdig til tiden, fastslog Orla Nielsen på jævnt jysk og med et glimt i øjet.
Orla Nielsen og Per Midjord fra Munck Gruppen stod for første gang ansigt til ansigt med byens borgere Leiff Josefsen
Forsøget på at skabe et tillidsfuldt forhold til borgerne, lå de to projektledere meget på sinde. Per Midjord havde iklædt sig hvid anorak for at anerkende det land, han nu arbejdede i, og så han lettere kunne glide ind i den anonyme masse af borgere.
CSR-ansvar
- Det er vort håb, at vi kan blive en del af byen og bidrage på en positiv måde, sagde projektchefen.
En tilhører fortalte, at Munck Gruppen i Bangladesh havde ydet et stort bidrag i forbindelse med en indsats over for gadebørn.
- CSR – vores ansvar for lokalsamfundet – ligger os meget på sinde, fastslog Orla Nielsen.
Informationerne og debatten varede halvanden time og kun nogle få gange måtte ordstyren skride ind, når spørgsmålene var rettet mod de politiske beslutninger.