dødsfald

Derfor flages der på halvt på havnen i Nuuk

En af fiskeriets absolut største personligheder, Petrus Biilmann, døde pludselig og kun få dage efter et stort karriereskifte.

Petrus Biilmann
Petrus Biilmann var stor af krop, men man skulle ikke tage fejl af mandens tidligere evner som mester i langrendsløb og taekwondo.
Offentliggjort

Den 62-årige Petrus Biilmann havde for få dage siden sagt farvel til KNAPK-organisationen, hvor han i en længere årrække sad som direktør.

Få dage i nyt job

For at søge nye udfordringer fik han et job som afdelingschef i Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst og nåede at tiltræde mandag den 3. april 2017. Få dage senere ville skæbnen, at han ikke længere skulle betræde gulvene i det departement, hvor han for mange år siden var kontorchef.

Petrus Biilmann var født og opvokset i Maniitsoq og tog sin handelseksamen i Ikast i Vestjylland, før turen atter gik tilbage til Grønland, hvor han især skabte sig en betydelig karriere inden for fiskeribranchen. I flere år fra Sisimiut.

Ikke nok med at han var involveret i flere selskaber, men senere blev han en markant direktør i fiskeriorganisationen KNAPK.

Mester i langrend

Den tidligere grønlandsmester i langrend og manden med det sorte bælte i taekwondo var en yderst punktlig person.

- Blev man bedt om at møde kl. 8.00, så var der ingen tvivl om, at man skulle møde kl. 8.00, husker Tønnes O.K. Berthelsen, der er vicedirektør i KNAPK og dermed har arbejdet tæt sammen med Petrus Biilmann.

Den meget målrettede tidligere KNAPK-direktør var fadder til den store reorganisering af fiskeri- og fangerorganisationen tilbage i 2013. Med reformen har organisationen oplevet, at medlemsskaren er vokset.

Meget punktlig og retsskaffen

For Tønnes O. K. Berthelsen er det meget underligt, at Petrus Biilmann ikke længere er, fordi det seneste møde var så sent som i lørdags, hvor Petrus Biilmann var frisk og stadig udstrålede disciplin.

En mand af den gamle skole er gået bort, men han formåede at sætte et stort fingeraftryk på grønlandsk fiskeri, hvilket de mange flag på halvt i havnen i Nuuk vidner om.

Powered by Labrador CMS