Debat om krydstogtsturismen sorte side: »Vi forurener jo også selv«

Turismen har fået følelser i kog, men det er vigtigt at huske på de positive effekter, lød det under debat, som blandt andet kom til at handle om balancepunkter og toiletvand.

Krydstogtsturismen har været et af sommerens store debatemner. Nu er der afgifter på vej.
Offentliggjort

Forurening og forstyrrelse af fangstdyrene. Samt store flokke af turister, der ripper butikkerne for varer og fylder dumpen med skrald fra skibet.

Det skriver avisen AG.

Sådan har de kritiske røster lydt hen over en intens sommer, hvor der har været massiv skepsis overfor krydstogtsturismen.

Men det er værd at huske på, at turismen kan udvikle sig til at være big business, og debatten bør være mere nuanceret, lyder det fra flere sider, eksempelvis fra Demokraternes formand, Jens-Frederik Nielsen.

- Når man læser nyhedshjemmesider eller sociale medier, er der næsten kun negativ omtale. Det er ærgerligt, for der er en masse mennesker, som arbejder hårdt for at skabe et erhverv og lever af de her gæster, sagde Jens-Frederik Nielsen under en Inatsisartut-debat forleden.

Udgangspunktet var et forslag om at genindføre en krydstogtpassagerafgift på 50 kroner og fordoble havneafgiften for de største fartøjer samt supplere med et kommunalt miljø- og vedligeholdelsesgebyr. I alt en samlet afgiftspakke, som skønnes at kunne indbringe landskassen 20 millioner årligt.

Toilet-udløb

Demokraterne støtter – som et bredt flertal i Inatsisartut – afgifterne. Men partiformanden følte anledning til at minde om, at det langtfra kun er krydstogtsskibe og turisme, som udleder forurening. Der skal også gribes i egen barm.

- Vi har affald, der flyder ud i havet, forbrændingsanlæg, som ikke er bæredygtige, og forurening i stor stil fra natrenovation. I mange andre lande har man jo ikke på samme måde toiletafløb i havet, sagde Jens-Frederik Nielsen.

Udtalelserne virkede til blandt andet at være møntet på IA´s ordfører, Mariane Paviasen. Hun er netop bekymret for de udfordringer, der opstår med krydstogtsskibenes forurening.

- Det er vigtigt, at de nordiske lande bekæmper problemet med krydstogtskibenes stigende forurening, da vi er meget afhængige af vores farvande. Vi lever af farvandene, og det arktiske hav skal særligt beskyttes, understreger Mariane Paviasen.

Hun refererer til en undersøgelse, som viser, at forureningen er steget med 160 procent de sidste 10 år i takt med, at krydstogtsturisme bliver stadig mere populært.

Læs hele artiklen i ugens AG:

Powered by Labrador CMS