Danske politikere optrapper minedrift-slagsmål
Statsminister Helle Thorning-Schmidt kritiserer Venstre og kræver svar på, om partiet vedkender sig Grønlands selvstyre
Spørgsmålene omkring minedrift her i Grønland hagler ned over den danske regering, og det får statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, til at skyde igen.
På tirsdagens pressemøde siger hun, at Venstre skylder et svar på, om partiet i praksis er med på at vedkende sig storskalaloven.
- Venstre skylder et svar på, om man vedkender Grønlands ret til at vedtage en storskalalov. Venstre skylder et svar på, om Danmark skal bruge penge på minedrift i Grønland, siger Helle Thorning-Schmidt.
Statsministeren afviser fortsat at gribe ind for at sikre, at kinesiske selskaber ikke løber med alle kontrakter på minedrift i den grønlandske undergrund.
Tidligere tirsdag gjorde Venstres grønlandsordfører Gitte Lillelund Bech, det dog klart, at kritikken preller af på hende. Hun forsikrer, at 'Venstre står fuldt ud ved selvstyreaftalen'.
Læs "Venstre om ’kineserlov’: Regeringen nøler"
Det er særligt det sikkerhedspolitiske aspekt og Danmarks rolle i Grønland, der interesserer Venstre, siger hun og skyder samtidig med skarpt mod regeringen for at nøle med sagen.
- Den danske regering har nølet. Vi har endnu ikke set et udkast til et lovforslag med ændring af udlændinge-lovgivningen, som er det, der skal til, for at storskalaloven kan blive til noget.
- Grønlænderne har efterspurgt det længe, vi har intet set fra regeringen, og det seneste, vi fik at vide, var, at det tidligst kom i høring efter det grønlandske valg, siger Gitte Lillelund Bech.
Hun mener, at det er helt på sin plads, at Venstre stiller spørgsmål for at få afklaret sagen omkring råstofudvinding i Grønland.
Senere tirsdag skal Helle Thorning-Schmidt i samråd i Folketingets Forsvarsudvalg sammen med udenrigsminister Villy Søvndal, SF, og justitsminister Morten Bødskov, Socialdemokraterne, for at svare på spørgsmål om minedriften i Grønland.