Dansk nedtur - et plus for Grønland

Inflationen hærger, og den økonomiske krise kradser i Danmark, hvor store virksomheder varsler store fyringsrunder. Så bliver det lettere at rekruttere arbejdskraft til Grønland.

Arbejdskraftmanglen er helt klart vores største problem. Den begrænser vækst og betyder desuden, at vi ikke har ressourcer til at udvikle nye industrier og erhvervsområder. Det er meget uheldigt, for det forsinker samtidig den grønne omstilling, siger direktør Christian Keldsen, Grønlands Erhverv.
Offentliggjort

Danske virksomheder varsler massefyringer som følge af den inflation og økonomiske krise, som krigen i Ukraine har kastet verdensøkonomien og landene i Europa ud i.

Det skriver avisen AG.

I en opgørelse fra Danmarks Statistik viser nye inflationstal prisstigninger, der ikke er set siden 1970’erne. Forbrugerpriserne er 10,1 procent højere end på samme tid sidste år. Prisstigninger på el, fødevarer og gas er den primære årsag til, at inflationen fortsætter med at stige, og udviklingen har især konsekvenser for mange mindre butikker, der må dreje nøglen om. Men også mange store virksomheder mærker nu krisen og varsler store fyringsrunder.

Det Økonomiske Råd i Danmark, de såkaldte vismænd, spår, at beskæftigelsen i landet vil falde med 100.000 frem mod 2024. Det er en tragedie for de mennesker, der bliver arbejdsløse og må klare sig med arbejdsløshedsdagpenge. Men nogle af dem vil måske se mod nord og søge job i Grønland frem for at gå ledige.

Og jobmulighederne i Grønland er gode. Mange private virksomheder må træde på vækstbremsen, fordi de mangler kvalificeret arbejdskraft. Og på det offentlige arbejdsmarked er situationen ikke meget bedre. Her er især sundhedsområdet hårdt ramt.

Påvirker vækst

Naalakkersuisoq for arbejdsmarked Jess Svane (Siumut) betegner manglen på arbejdskraft som en af Grønlands største udfordringer. Og det enorme problem, som manglen på arbejdskraft i realiteten er, bliver ikke mindre i de kommende år. Det understreges i Naalakkersuisuts arbejdsmarkedsredegørelse for 2021, som Jess Svane for nylig har fremlagt for medlemmerne af Inatsisartut.

Direktør Christian Keldsen i Grønlands Erhverv, deler Jess Svanes bekymring. Han vurderer, at organisationens medlemsvirksomheder aktuelt mangler op mod 1.000 ansatte.

- Arbejdskraftmanglen er helt klart vores største problem. Den betyder, at væksten begrænses, og manglen på kvalificeret arbejdskraft betyder desuden, at vi ikke har de nødvendige ressourcer til at udvikle nye industrier og erhvervsområder, siger Christian Keldsen til AG.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS