Færøsk sildestrid

Danmark til EU: Suspender sanktioner

Danmark vil fortsat kæmpe for, at der kommer en forhandlingsløsning på sildestriden, siger den danske fødevareminister

Færøernes lagmand Kaj Leo Holm Johannesen
Offentliggjort

Den dansk regering presser fortsat på for, at der findes en løsning ved forhandlingsbordet i den omdiskuterede sildestrid mellem EU og Færøerne, der nu udløser EU-sanktioner mod de færøske fiskere.

Det sagde fødevareminister Karen Hækkerup (S) tirsdag på et åbent samråd om konflikten mellem de to parter.

- Som medlemmer af det danske rigsfællesskab har vi naturligvis interesse i at sørge for, at alt går godt også for vores færøske medborgere, og det vil vi fortsætte med at gøre.

- Så sent som tirsdag har Udenrigsministeriet skrevet til EU-Kommissionen og bedt om, at sanktionerne suspenderes, siger Karen Hækkerup.

Trods danske opfordringer om fortsatte forhandlinger godkendte EU-Kommissionen tirsdag de restriktioner, som EU's komité for fiskeri og akvakultur sidst i juli gav grønt lys for.

EU beskylder Færøerne for overfiskeri og ikke-bæredygtig forvaltning af sildebestanden, og sanktionerne indebærer, at unionen nægter de færøske fiskere adgang til havnene i EU samt indfører et egentlig importforbud mod færøske sild.

I sidste uge valgte Færøerne så at stævne EU i sagen, hvilket formelt gør Danmark til modpart over for EU-Kommissionen, fordi Færøerne er en del af det danske rigsfællesskab.

- Vi har gjort meget for at få løst det her, fordi det er vigtigt både for Danmark og for Færøerne. Det er vigtigt for rigsfællesskabet.

- Derfor har vi lagt mange aktier i det, og diplomatiske livliner er blevet brugt på at finde en løsning, så man alt andet lige kunne undgå den ulykkelige situation, at der nu skal sanktioneres, siger fødevareministeren.

Ifølge Karen Hækkerup sendte statsministeren i juni et brev til formanden for EU-Kommissionen, som svarede, at Færøerne var velkommen til at vende tilbage med et nyt svar.

- Det vil sige, at EU har den holdning, at hvis der skal findes en løsning, så skal Færøerne også spille ind med et nyt forhandlingsoplæg.

- Derfor har vi som dansk regering valgt at lægge pres på både EU og Færøerne, siger Hækkerup, der samtidig understreger, at konflikten står mellem EU og Færøerne - ikke Danmark og Færøerne.

Powered by Labrador CMS