Danmark er gået i stå

Danmark får negativ vækst i år og arbejdsløsheden ventes først at toppe på 168.000 personer i første halvår af 2013.

Der er ikke meget at juble over for danskerne - økonomien går tilbage i 2012 og arbejdsløsheden stiger fortsat. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Offentliggjort

Den danske regering skruer nu voldsomt ned for optimismen og regeringens hidtidige forventninger til dansk økonomi i år og næste år.

Danskerne skal ifølge regeringen således forvente, at arbejdsløsheden bliver ved med at stige og først topper i første halvdel af 2013 på 168.000 personer, hvilke svarer til omtrent tre gange Grønlands befolkning.

Samtidig ændrer regeringen sit hidtidige skøn for væksten fra en positiv vækst på 0,9 procent til en negativ vækst på 0,4 procent for i år.

Dystre udsigter
Regeringen ser også mere dystert på udviklingen i privatforbruget og på boligmarkedet, hvor boligpriserne ifølge regeringens opgørelse er faldet i 2012 og ventes at stå stille næste år.

Dermed er 2012 blevet et værre år for dansk økonomi, end regeringen har forventet, erkender økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som i dag torsdag præsenterer de dystre tal i Økonomisk Redegørelse, der offentliggøres tre gange om året.

- Lad det være sagt med det samme: 2012 bliver hverken det år, vi havde håbet på eller forventet, siger Margrethe Vestager og fortsætter:

- Det har desværre vist sig, at det vil tage længere tid for dansk økonomi at komme sig over tilbageslaget.

Forventer vækst i 2013
- Og selvom vi ikke er lige så hårdt ramt som andre lande, skal vi berede os på, at det bliver hårdt arbejde og kommer til at tage længere tid, før dansk økonomi for alvor er kommet sig, siger Margrethe Vestager.

Da S-R-SF-regeringen i august fremlagde sit udspil til finanslov, forventede regeringen en vækst på 0,9 procent i år og 1,7 procent i 2013. Forventningen til væksten næste år er nu dæmpet til 1,2 procent i 2013, men regeringen forventer altså fortsat positiv vækst i 2013.

Powered by Labrador CMS