efter Underskuld
D undrer sig over udbyttebetaling efter RAL-underskud
Demokraternes Anda Uldum forstår ikke, hvorfor Naalakkersuisut har forlangt et udbytte på 25 millioner kroner fra Royal Arctic Line, når selskabet kom ud af 2013 med et tocifret millionunderskud
Fredag kom det frem, at afmatningen i Grønland har ramt det nationale rederi, Royal Arctic Line A/S, hårdt, fordi et fald i de samlede godsmængder på 9,1 procent betyder et fald i omsætningen på over 50 millioner kroner. Det slår markant igennem i årsregnskabet for 2013, hvor resultatet er et underskud på 14 millioner kroner efter skat.
Til trods for det ’ikke-tilfredsstillende’ resultat indstilles der efter ønske fra ejeren, Grønlands Selvstyre, til udbetaling af udbytte på 25 millioner kroner.
Læs: RAL ud af 2013 med underskud
Det vækker undren hos medlem af Inatsisartut for Demokraterne Anda Uldum, som i et paragraf 37-spørgsmål nu spørger, hvad årsagen er til, at Naalakkersuisut har forlangt udbyttebetaling fra Royal Arctic Line, når selskabet har haft underskud.
Han ønsker også vide, om det er Naalakkersuisuts vurdering, at en stigning i fragtraterne kunne have været undgået , hvis Naalakkersuisut havde undladt at opkræve udbyttebetaling fra en underskudsgivende virksomhed.
- Det er ingen hemmelighed, at Royal Arctic Line har hævet fragtraterne med 5 procent den 1. marts 2014. Dette er besluttet og godkendt af Naalakkersuisut. En fragtratestigning er naturligvis ikke gratis, og det er Demokraternes vurdering, at regningen for fragtratestigningen i sidste ende havner hos den almindelige forbruger i form af eksempelvis prisstigninger, skriver Anda Uldum blandt andet i sin begrundelse for sine to paragraf 37-spørgsmål.
Og videre:
- Der kan være flere årsager til en fragtratestigning, og i dette tilfælde peger Royal Arctic Line selv på de faldende godsmængder. Dette er naturligvis helt fair, men det virker meget mærkværdigt, at Naalakkersuisut i en sådan situation vælger at forlange et udbytte på 25 millioner kroner fra Royal Arctic Line.
- Royal Arctic Line er kommet ud med et underskud for regnskabsåret, og i sådanne tilfælde kan det vel ikke siges at være normalt, at man som ejer opkræver en udbyttebetaling. For Demokraterne virker det lidt, som om Naalakkersuisut hellere vil vælte en regning over på borgerne frem for at prioritere i sine egne budgetter, lyder det fra Anda Uldum.