D: Sæt lufthavnsselskaber på plads
Demokraternes kommende formand Niels Thomsen er stærkt utilfreds med, at Mittarfeqarfiit og Kalaallit Airports har fremlagt planer om at sammenlægge de to virksomheder.
De to selskaber skal koncentrere sig om deres kerneopgaver frem for at blande sig i den politiske beslutningsproces, mener Niels Thomsen, der beder Naalakkersuisut om ”venligt, men bestemt” at blande sig uden om mulige sammenlægninger.
Dybt betænkeligt
Han finder det dybt betænkeligt og kritisabelt, at de to selskaber bruger tid og kræfter på at beskæftige sig med en eventuel sammenlægning.
- Det er en politisk beslutning, om de to selskaber skal sammenlægges, understreger Niels Thomsen i sin begrundelse for at sende flere paragraf 37 spørgsmål om denne sag, der kom frem i avisen Sermitsiaq fredag.
Den administrerende direktør for Mittarfeqarfiit Marie Fleischer understreger over for avisen, at ”der skal selvfølgelig ske en politisk beslutning først” og anerkender dermed rollefordelingen mellem selskaberne og det politiske beslutningssystem.
Svagt lederskab
Uanset denne udtalelse fra Marie Fleischers side skriver Niels Thomsen videre, at ”det viser desværre, at det politiske lederskab i Naalakkersuisut er svagt, og det bør der rettes op på med omgående virkning”.