Chefredaktøren anbefaler: Rekordlav ledighed – rekordhøj indvandring fra Asien

10 procent af Royal Greenlands medarbejdere på fabrikkerne kommer fra Asien.

Et typisk billede af travlhed i Ilulissat: Til venstre Royal Greenland, til højre Halibut Greenland – og i midten et stort krydstogtskib.

Ilulissat boomer.

Bygge- og anlægsbranchen med lufthavnsbyggeri. Turisterhvervet med krydstogtanløb og verdensarv. Fiskeriet med indhandlinger, som sætter kvoterne for hellefisk under konstant pres.

Den hektiske aktivitet kan direkte aflæses i Grønlands Statistiks seneste tal over ledigheden: I Ilulissat med 4.760 indbyggere var 22 ledige i løbet af juli. (I samme måned sidste år var tallet 45 ledige – altså en halvering på blot et år).

Kampen om medarbejdere er hård, og byens vigtige fiskeindustri supplerer den lokale medarbejderstab med asiatere: Halibut Greenland beskæftiger 15 filippinere, Royal Greenland har ansat 42, fortrinsvis kinesere og filippinere.

Ansættelsen af asiatere på det grønlandske arbejdsmarked kan også aflæses i Grønlands Statistiks nyeste opgørelse over befolkningstallet: Antallet af personer, født i Asien, er steget fra 766 den 1. juli 2021 til 1.079 den 1. juli 2022 (313 flere asiatere i Grønland på blot et år er en stigning på 40,8 procent).

Alle behandles ens

Fiskerivirksomheden Halibut Greenland ApS, ejet af 112 lokale fiskere og den nordjyske virksomhed North Atlantic Seafood A/S, stiler mod en høj grad af forædling af de indhandlede råvarer. Produktionen kræver en stabil og dygtig medarbejderstab, men den rekordlave ledighed i Ilulissat gør det vanskeligt at rekruttere alle ansatte fra lokalsamfundet.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Dorthe Olsen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

- Vi har hentet 15 filippinere til Ilulissat, hvor de på en stabil og effektiv måde supplerer vore lokale medarbejde. Filippinerne er gode til at integrere sig i lokalsamfundet, og vi vurderer samarbejdet mellem de forskellige grupper af medarbejdere på fabrikken som værende jovialt og godt, siger vicedirektør Edvard Olsen til Sermitsiaq.

- Er det af økonomiske årsager, at fabrikker har ansat asiater?

- Alle medarbejdere på Halibut Greenland bliver behandlet ens, uanset hvor de kommende fra, og filippinerne og grønlænderne arbejder på samme løn- og ansættelsesvilkår, siger Edvard Olsen.

Filippinerne, som alle taler engelsk, er ansat på fabrikken i indhandlingen, produktionen, værkstedet, kantinen og rengøringen.

Halibut Greenland ApS opnåede i 2021 det bedste resultat i fem år: Sidste år landede virksomheden et overskud på 9,7 millioner kroner efter skat mod et underskud på 10,2 millioner kroner i 2020.

Mangel på hænder overalt

Royal Greenlands fabrikker skaber arbejdspladser på land og sikrer indhandlingsmuligheder for fiskerne.

- Vi mangler folk til at få de to ender til at mødes. Nogle har fravalgt at arbejde i fiskeindustrien, men en række andre brancher har præcis samme udfordring som fiskeindustrien, fordi vi ikke har tilstrækkelig med hænder her i landet til at besætte alle ledige stillinger, siger direktør Jens K. Lyberth til Sermitsiaq.

- Udfordringen er ikke mangel på arbejdspladser, men mangel på medarbejdere.
10 procent af de ansatte på Royal Greenlands fabrikker er asiater.

- Vi har ansat 128 medarbejdere fra Fjernøsten, fortrinsvis filippinere og kinesere, men også en enkelt japaner, thailænder og srilankaner, siger Jens K. Lyberth.

Tidligere blev medarbejderne hyret gennem Royal Greenlands kontor i Kina. I dag er jagten på medarbejdere udvidet til flere andre lande i Fjernøsten, og Royal Greenland får rekrutteringsfirmaer til at finde sine asiatiske medarbejdere.

Denne medarbejdergruppe er ansat på individuelle kontrakter, men alle er sikret overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår. Langt de fleste medarbejdere forarbejder fisken, men Royal Greenland er også begyndt at ansætte faglærte teknikere, blandt andet filippinske elektrikere.

De fleste asiatiske medarbejdere er ansat i Royal Greenland på en tidsbegrænset kontrakt, som regel på et par år. Enkelte har sammen med deres familie slået sig ned i Grønland, og Royal Greenland har kontrakter, som løber til 2025.

Royal Greenland ønsker af konkurrencehensyn ikke at oplyse, hvor stor en lønsum, som virksomheden udbetaler til sine asiatiske medarbejdere.

Alle asiater, beskæftiget på Royal Greenlands fabrikker, er skattepligtige i Grønland.

Efterlyser debat om indvandring

Royal Greenland var en af de allerførste virksomheder, som hentede asiatiske medarbejdere til sine fabrikker i Grønland, og ordninger har med mellemrum været sat til debat.

I dag henter mange andre virksomheder og brancher en del af deres medarbejdere fra Asien, og 1. juli var der for første gang i Grønland over 1.000 personer, født i Asien – helt præcis 1.079. De største grupper kommer fra Filippinerne (570), Thailand (277), Sri Lanka (89) og Kina (80).

Samtidig viser Grønlands Statistik opgørelse, at antallet af personer født i Grønland og i Danmark på blot et år er faldet med 368 personer.

- Udviklingen i befolkningstallet kalder på en debat om udenlandsk arbejdskraft, så vi både i befolkningen og hos politikerne får defineret en klar holdning til det stigende antal indvandrer fra Fjernøsten, siger Jens K. Lyberth.

- Det er en diskussion, som ikke alene skal handle om fiskeindustrien, men hele samfundet, hvor der er en mangel på hænder til at løfte velfærds- og erhvervsopgaver. For os er det ikke en diskussion om, at nogen frataget andre et arbejde, men om at nogen er med til at skabe en værdi for os alle i samfundet.

Royal Greenlands 128 asiater kommer fra Filippinerne (77) Kina (48), Thailand (1), Japan (1) og Sri Lanka (1), og de er fordelt på 11 fabrikker rundt om i landet.

- Vi er meget glade for disse medarbejdere, som sammen med deres grønlandske kolleger er med til at skabe en stabil omsætning; både på land i lokalsamfundet og til vands, hvor fiskerne undgår indhandlingsstop i højsæsonen og ved andre spidsbelastninger. Vi forsøger at få dem til at føle sig så velkomne som muligt, fordi det er kolleger, som vi ikke alene henter til virksomheden, men til samfundet i det hele taget, siger Jens K. Lyberth.

Powered by Labrador CMS