Chefredaktøren anbefaler: Kontor-rotten på fabrik

5.30: Pling, pliiing! Vækkeuret er ubarmhjertigt. Jeg må ud af fjerene. Ja, faktisk har jeg ligget vågen det meste af natten af skræk for at komme for sent. Royal Greenland skulle jo nødig tro, jeg er ustabil.

Kan en kontor-rotte klare mosten som rejekælling?

Det vil vise sig, for jeg har taget job som fabriksarbejder for en dag hos Royal Greenland i Nuuk.

Der tales meget om, at fiskefabrikkerne skriger på personale. Samtidig vælter det ind på indhandlingsstederne med rejer, hellefisk og torsk, fordi priserne er gode.

Men hvorfor er det så svært at skaffe folk? Det vil jeg gerne finde ud af.

Jeg er spændt. I nattens løb har jeg svedt sære drømme om lange knive og Egon Olsen fra Olsen Banden indstøbt i en isblok.

Et lunt bad og en stor kop te til at styrke mig mod den tåge og kulde, der ligger som en klam klud over Nuuk. Så er jeg klar. Skal jeg tage mascara og læbestift på? Selvfølgelig! Nu skal jeg ned og arbejde med dét, som virkelig betyder noget her i landet. Dét, vi lever af.

Min luksus er en taxa til fabrikken. Fabriksarbejderne tager bussen. Eller går, nogle flere kilometer for at nå frem klar til omklædning 6.30-7.

6.50: Holdleder Asser Mathæussen modtager mig med et veloplagt smil ved fabriksindgangen.

- Men det er en svingdør. De fleste medarbejdere har vi kun i få måneder, sukker han, der ellers er en munter ung fyr, med smil og friske bemærkninger.

I Nuuk er der tre fiskefabrikker. Udover Royal Greenland, Polar Raajat og Kitaa Seafood. Det giver konkurrence om prisen på råvarer. For hellefisk er den helt oppe i 30 kr. pr. kilo. For torsk 9 kr.

Mon de gode tider for fiskerne også afspejler sig på gulvet hos fabriksarbejderne?

7.00: På vej mod omklædningen fortæller Asser Mathæussen, at han har længst anciennitet.

- Jeg var 13 år, da jeg begyndte på fabrik i 1979. I dag er jeg altmuligmand. Jeg er med overalt. Jeg er octopus – blæksprutte, siger den 52-årige fabriksarbejder med et af de talrige smil, som hele tiden glider hen over hans rolige ansigt.

Siden han gik ud af skolen, har han været på fabrik. Afbrudt af nogle år på posthus. I 31 år har Asser kikket millioner, måske milliarder af fisk i øjnene.

Det kan ses på hans lønseddel. Mindstelønnen for en fabriksarbejder er 97 kr. i timen. Der er tillæg for anciennitet, overarbejde og i weekender. Gennemsnitlig får fabriksarbejderne omkring 100 kr. i timen.

Men Asser er en usædvanlig flittig mand. Han knokler ikke bare inden for normal arbejdstid på fiskefabrikken, som er 7-16. Han står også til rådighed for indvejning om aftenen. Han har masser af overarbejde. De seneste 14 dage 53 timer oven i de normale 80. Så på 14 dage er hans løn løbet op i godt 21.300 kr. Det er højst usædvanligt. De fleste arbejdere får under det halve, fortæller han.

Sidste års løn kom op på 470.000 kr. Rekord i Royal Greenland, mener han. En fabriksarbejder på startløn får ca. 250.000 kr. årligt.

- Det er hårdt arbejde, at være her. Man skal være psykisk stærk, siger Asser.

7.15: Jeg tumler med at få termotøj og en alt for stram kedeldragt op over rumpen. Den er vist konstrueret til en smalballet mand. Inderst har jeg uldent undertøj. Så jeg tapsveder.

Ved siden af mig kæmper 56-årige Albora Mahiasen også med sit tøj. Hun er ny som mig. Og kan heller ikke finde ud af at få klemt sine kvindelige former ned i mandetøjet. Vi griner. Albora fortæller, at hun er fra Qullissat og ud af en søskendeflok på 11. Normalt arbejder hun med rengøring, men har ferie lige nu og vil gerne tjene ekstra penge. Hun vil se, om fabriksarbejde er noget for hende. Søsteren Thora arbejder også her på fiskefabrikken.

- Det siger, det er hårdt og kun noget for mænd at hugge hovedet af fisk. Men jeg vil prøve det, siger hun. Ved siden af sidder 19-årige Najakuluk i en hvid t-shirt med Ronaldo på ryggen og We fly Emirates på brystet. Hun smyger sig ned i sit hvide termotøj uden det mindste besvær. Hun skal arbejde med tørfisk i dag. Hun siger, hun er den eneste på fabrikken i sin aldersgruppe. Der er ellers masser af unge på hendes alder, som hverken arbejder eller studerer.

7.30: Vi får store blå forklæder, lange gummihandsker og lyseblåt hårnet på. Snart står Asser klar ved afnakkeren. En fiske-guillotine med to skarptslebne knive. Asser holder torsken hen mod de to knive, som lynhurtigt kapper hovedet af. Av! Den ser farlig ud. Albora skal prøve. Men bliver så forfjamsket, at hun taber torsken, lige inden den skal halshugges.

Hun bliver i stedet sat til at smide torsk op på båndet, hvor de vejes, og automatisk skubbes ned i forskellige kasser afhængig af vægtklasse.

Til min store letteste slipper jeg for fiske-guillotinen. Men bliver sendt hen for at smide torsk på sorteringsbåndet.

Jeg står på en fiskekasse og forsøger at følge med, mens Asser i rasende fart kapper torskehoveder af. Hovederne ligger i kæmpestore hvide kasser i millionvis og stirrer op på en. Jeg får at vide, at de bare skal smides ud. Torskehovederne vil nok ellers vække begejstring som hundefoder mod nord. Tidligere bliver de lavet til fiskemel. Men ikke længere.

Jeg forsøger at placere torskene præcist med halerne forrest på båndet og knokler derudad. Men Asser er hurtigst. Fiskene hober sig op. Hele tiden suser en ny truck ind i fabrikshallen med flere torsk. Millioner af nedisede torsk. Der er en sødlig lugt af fisk.

Kontormusen kæmper for at følge med.

9.10: Frelst af kaffepausen. Der er morgenmad. Et stort udvalg af brød, spegepølse, ost og imponerende frugtskåle. Godt sulten smører jeg et tykt lag Nutella på franskbrød. Guffer et æble i mig, og drikker masser af vand. Man bliver tørstig af at lange så mange fisk på bånd og at lytte til alt det rislende vand på fabrikken.

Der er en stemning af hjemlig hygge i kantinen. Køkkenpersonalet står og arbejder midt i det hele som i et køkken-alrum. Endevæggen er prydet af et stort maleri med en brusende elv, rensdyr og moskusokser. Her kan man godt sidde og drømme sig ud i naturen.

Uden for siler regnen ned. På væggene hænger alskens oplysninger om Royal Greenland. Om alle de 43 indhandlingssteder og fabrikker, heraf 37 i Grønland. Om virksomhedens høje mål – hvis man skulle have glemt dem.

Der er også fire fotos af Årets Medarbejder. En af dem er Asser Mathæussen, i 2011. Men der er ingen udnævnt de seneste par år. Den type medarbejder-motivation gik Royal Greenland åbenbart bort fra.

9.30: Tilbage til fabriksgulvet. Nu skal jeg arbejde sammen med Konrad og Gunvald med at smide torsk i en lang række smalle bokse. Fiskene skal nedfryses i blokke. Og derpå sendes til Danmark og videre til Kina for at blive fileteret. Det er førsteklasses torsk, vi smider ned i boksene i rasende tempo. Det piner mig at se de flotte fisk blive sendt jorden rundt. De burde laves til filetter i Grønland. Men det kan gøres langt billigere i Kina. Derudover mangler der folk på fabrikkerne i Grønland.

Mens vi smider torsk ned i boksene, fortæller Konrad, at han efter to ugers arbejde på en trawler kom hjem med 50.000 kr. Efter skat!

- Men så fik jeg barn og blev landkrabbe, fortæller han – ikke uden bitterhed i stemmen.

Han og Gunvald har kun været på fabrikken siden maj og april. Så deres anciennitet er kort. Lønforskellen fra jobbet i søen er til at føle på.

De to mænd er lynhurtige til deres arbejde. Mine fingre er iskolde. Vi skal hele tiden smide is væk fra kasserne med torsk, som bliver ved med at hobe sig op. Jeg når måske 300 torsk. Mens Konrad og Gunvald arbejder mindst ti gange så hurtigt. Samtidig med at de skiftes til at løfte de omkring 55 kg tunge fiskekasser.

10.30: Kaffepause. Vi skyller vores gummistøvler. Og må igen have alt klunset af. Der er kø til toilettet. Bare jeg når det! Jeg er her jo kun en enkelt dag, så jeg skal ikke stemple ud og ind som arbejderne, når de går til pause. Kaffepauser og spisepauser betaler man nemlig selv. Jeg behøver ikke trippe nervøst ved toilettet, som de andre.

11.00: Mænd på trucks suser ud og ind af fabrikshallen. De er i gang med at losse 18 tons fisk fra en kutter. Derudover kommer der små joller og indhandler. Mest torsk. Arbejderne driller hinanden og griner. ”Skynd dig!” lyder tilråbet.

Konrad, Asser og Gunvald er i gang med at tage fisk ud fra frostrummet. Kæmpestore torsk på 7-8 kg, rødfisk og hellefisk til hjemmemarkedet. De frosne fisk ligger på bakker i et stativ. Med hammer og muskelkraft vrister de bakkerne løs og smider fiskene ned i ”abeburet”, som de kalder de stålbure, hvor fiskene pakkes sammen i store plastposer. Senere skal de skæres til koteletter.

Kontormusen har for lidt muskelkraft til det arbejde. Så jeg står mest og bliver dybfrossen i det iskolde rum.

12.00: Frokostpause. Af med klunset igen – pyha! Oppe i kantinen er der en imponerende buffet med pålæg, brød, frugt, æg, salat og en lun ret med kartofler, kylling og grøntsager i tomatsovs.

- Fisk får vi to gange om ugen. Beklageligvis… som en medarbejder siger med et svedent grin. Han ser nok rigeligt med fisk nede i fabrikken.

Ved frokostbordet taler vi om lønnen, som er for lav. Det er der almindelig enighed om. Assers lønseddel er undtagelsen. Der er langt flere penge i at være fisker, nævner flere. Hvorfor skal der være så stor forskel på vores løn, og hvad fiskerne får, lyder det rundt om bordet.

- Men jeg forstår ikke, at så mange unge ikke gider arbejde, siger Albora. De kunne søge ned på fiskefabrikken, hvor der er brug for dem.

Ole på 67 begyndte at arbejde på fabrikken for et par måneder siden. Han kunne ikke leve af folkepensionen. Når huslejen var betalt, havde han kun 1000 kr.

- Jeg har sukkersyge. Men faktisk synes jeg, at jeg har fået det bedre fysisk, efter jeg er begyndt på fabrikken, siger Ole og tilføjer, at ikke kun fiskefabrikkerne, men hele Grønland har brug for flere mennesker.

- Vi er for få. Der skal mange flere mennesker fra hele verden til Grønland.

12.30: Tilbage i fabrikshallen begynder vi at rense havkat. Nogle af dem så store som en lille sæl. Vi snitter finnerne af.

- Skrab slimen grundigt af. Husk at skære haletarmen væk, siger Asser.

- Vi spiser ikke røvhuller her i landet, supplerer Ole. Fiskene skal nemlig sælges på hjemmemarkedet.

Det er i sidste øjeblik, de bliver renset. Indimellem er fabrikken nødt til at smide fisk ud på grund af personalemangel. Store mængder stenbiderrogn røg ud, fordi der ikke var folk til at forarbejde den.

Vi renser og skyller de store fisk i et kæmpe kar. Nye kasser bæres ind. Endelig er det slut.

- Den allersidste havkat, siger Ole og fisker en stor krabat op af vandet.

- Det er faktisk en god titel på en roman, tilføjer han.

13.30: Jeg hjælper Albora med at smide hellefisk på båndet. De skal sorteres efter størrelse. Det er nogle glatte fyre og enkelte så kæmpestore, at vi næsten ikke kan løfte dem op på båndet nede fra fiskekassens slimede dyb.

15.00: Der er en time til fyraften. Jeg er en træt slapsvans. Mine fødder er kolde. Arme og skuldre ømme. Jeg har ikke ydet en brøkdel af, hvad andre præsterer.

Jeg vasker fiskeskæl af gummistøvler og forklæde. Nu skal jeg ind til de hvide damer.

I den lidt mere eksklusive afdeling regerer 64-årige Lucia Geisler som holdleder for en lille flok, fortrinsvis kvinder i hvidt med lyseblå mundbind. De vejer og pakker rejer til hjemmemarkedet. De tager sig af ræklinger og tørfisk. Det er også her, der bliver forarbejdet rødfisk til koteletter.

Der er fodbold over radioen og koncentreret ro i lokalet.

- De fleste har kun været her et par måneder, fortæller Lucia Geisler. Desværre forsvinder folk tit fra jobbet, når det er lønningsdag. Og så må vi lære nogle nye op.

15.45: Der er stadig et kvarter tilbage af min arbejdsdag. Men jeg snyder og går ud i regnen. Godt træt.