Chefredaktøren anbefaler: Godsindlevering flyttes til Aarhus
Royal Arctic Line er godt i gang med at flytte operationerne fra Aalborg til Aarhus. Men det får foreløbig ingen betydning for de private frysepakker, som mange sender til Danmark.
Royal Arctic Line har i denne uge taget et nyt skridt i processen mod at flytte operationerne i Danmark fra Aalborg til Aarhus.
Ændringerne får først og fremmest betydning for leverandører af fryse- og kølegods til Grønland i partier mindre end en hel container – det såkaldte LCL-gods. Her skal frysegodset afleveres til firmaet Agri Norcold i Aarhus-forstaden Tilst, og kølegodset til firmaet Frode Laursen i Hørning lidt vest for Aarhus. Hele containere kan fortsat indleveres i Aalborg.
Nyt udleveringssted
Samtidig med ændringerne for de professionelle kunder er der også kommet en mindre ændring for udleveringen af de populære private frysepakker med grønlandsk proviant, som mange i Grønland sender til familie og venner i Danmark.
– I fremtiden skal disse pakker udleveres fra Agri Norcold i Grønlandshavnen – i stedet for som i dag fra frysehuset bag ved Royal Arctic Lines kontor på Langerak 17, forklarer kommerciel chef i Royal Arctic Line, Niels Clemensen.
– Men man skal gøre som hidtil og henvende sig på kontoret for at fremvise fragtbrev og eventuelt betale for fragten. Der vil på terminalen være skilte, som henviser til pakhus E4, hvor Agri Norcold udleverer de private frysepakker fra.
Ingen moms
I forbindelse med de private frysepakker har der været en del bekymring for, om man skal betale moms af de grønlandske lækkerier, efter at momsreglerne for grønlandske forsendelser til Danmark for nylig blev skærpet. Men her kan Niels Clemensen berolige alle:
– Frysepakkerne bliver ikke omfattet af moms, så lang tid det er fra en privat til en privat.
Niels Clemensen oplyser, at der i 2020 blev sendt i alt 3.500 private frysepakker fra Grønland til Danmark.
Clemensen mener, at flytningen af indleveringen af mindre partier køle- og frysegods er en stor fordel for de grønlandske kunder.
Kortere transporttid
– Med indlevering af LCL køle- og frysegods i Århus skærer vi to døgn af transporttiden til Grønland. Det har især betydning for datofølsomme kølevarer, forklarer kommerciel chef i Royal Arctic Line, Niels Clemensen.
– Ændringen betyder ligeledes, at der inden skibsafgang vil være flere sammenhængende hverdage at håndtere køle- og frysegods i sammenlignet med tidligere, da skibsafgangen til Grønland er om fredagen fra Århus mod onsdag i Aalborg.
– Det kan måske synes lidt underligt, at varerne skal leveres i omegnen af Aarhus og ikke på havnen, men indleveringsfaciliteter behøver i vore dage ikke nødvendigvis befinde sig i selve havnen. Det kaldes ”dry ports”, hvor det vigtigste er, at containerne, når de er pakket, kan indleveres til en terminal, hvorfra godset lastes ombord i skibet, og at denne logistik fungerer.
Som hidtil kan køle- og frysecontainere fortsat afleveres i både Aalborg og Aarhus. I Sverige og på Island skal man kontakte DHL, som er agent for Royal Arctic Line. På Færøerne er det Posta, som er agent.