Chefredaktøren anbefaler: Der skal skabes bedre betingelser for kvindelige iværksættere
Det er tid til at kigge på om strukturer forhindrer kvinder i at gå iværksættervejen, mener Britta Keldsen, initiativtager til arrangement i Grønlandsbanken om kvindeligt iværksætteri.
Hvad kan der gøres for at motivere flere kvinder til at gå selvstændige?
Det blev sidste onsdag diskuteret ved et arrangement i Grønlandsbanken i Nuuk, der fokuserede på kvindeligt iværksætteri her i landet.
Omkring en tredjedel af iværksættere herhjemme er kvinder, og det er, når man ser bort fra de selvstændige indenfor fangst og fiskeri. Tælles de med, står kvinderne for kun en sjettedel af virksomhederne. Underrepræsentationen af kvindelige iværksættere giver anledning til at reflektere over, hvordan der kommer bedre betingelser for kvindelige iværksættere. Det mener Britta Keldsen, advokat og indehaver af Arctic Law Greenland og initiativtager på arrangementet afviklet i samarbejde med Grønlandsbanken.
- Underrepræsentation af kvindelige iværksættere kan der være både gode og dårlige grunde til, men der er grundlag for at kigge på nogle af de strukturer, der kan spille ind.
- Kan vi skabe noget bedre vækst og få flere kvinder i spil, uden at gøre det på bekostning af noget andet, men ved at reflektere over, hvordan vi kan skabe bedre betingelser ikke kun for iværksættere, men selvstændige forretninger generelt, og hvad kan vi gøre for at motivere flere kvinder til at gå selvstændige, fortæller Britta Keldsen.
Diversitet skaber værdi
Over 50 kvinder, hvoraf lidt under halvdelen allerede driver en virksomhed, deltog ved arrangementet i banken. Det bekræfter, at der er en interesse og efterspørgsel på et større fokus på kvindelige iværksættere i landet, fortæller erhvervskundechef i Grønlandsbanken, Anders Dessau.
- Vi havde et mål om at gøre det intimt og kun for kvinder, da vi tænkte, at dynamikken og snakken ville gå bedre. Og under arrangementet blev der snakket meget om, hvorfor, der er færre kvinder i iværksætterbranchen, og hvor ærgerligt, det er, for de er pisse gode til det, siger han.
Han oplever, at kvindelige iværksættere generelt er godt forberedte, detaljeorienteret, på forkant på udviklingen og realistiske med budgetter – og det er egenskaber, som er vigtige for en god forretning. Anders Dessau understreger, at det ikke handler om, hvem, der er bedst til at drive forretning, men om at skabe større diversitet.
- Arrangementet handler ikke om at udelukke nogen, men tanken er, at vi gerne vil have flere kvindelige iværksættere, så forskellighederne bliver større, og at der bliver skabt diversitet, for det har bare vist sig at skabe værdi over hele linjen, fortæller Anders Dessau.
Britta Keldsen mener, at skal ses på de indre og ydre barrierer, som kvinder møder, når de vil gå selvstændige. Det handler både om at træde ud over egne grænser og om finansieringens institutioner og rådgiverne er gearet til at imødekomme kvinder, der ønsker at gå iværksættervejen.
Det handler om, hvad kvinder kan gøre for at sætte sig selv længere frem i bussen, for der kan ligge udfordringer i, at kvinder kan have en frygt for at fejle med et ønske om alt skal være perfekt. Men vi bliver også nødt til at forholde os til, at hvis vi vil have noget andet, så skal vi også gøre noget andet. Der vil jeg mene, at de store institutioner kunne kigge på den måde, de møder kvinder, der ønsker investeringer og bistand, og om der ligger nogle unødvendige og ubevidste bias der, fortæller Britta Keldsen.
Et kig ind i fremtiden
Erhvervskundechef Anders Dessau fortæller, at banken forsøger at være frontløber ved at tage nye initiativer indenfor vækst og innovation – og ved at afholde arrangementer forsøger at være et slags kraftcenter for blandt andet iværksætteri.
- Helt overordnet set, så spiller Grønlandsbanken en central rolle i forhold til vækst og innovation, og det er der, hvor vi prøver at spille ind ved at være initiativtager på de områder, hvor vi ser, at ting kan gøres bedre.
Og det er vigtigt at investere i fremtidens virksomheder, der er en investering på den lange bane i forhold til arbejdspladser og skat, fortæller Anders Dessau.
- Alle store virksomheder i dag, har været små engang, så hvis man ikke investerer og støtter de nye virksomheder, så opnår man mindre vækst og innovation i landet. Og i den fremtid, Grønland kigger ind med nye lufthavne, øget fokus på turismeudvikling og bæredygtighed, er det områder, der ikke fremhæver køn ligesom andre erhvervsområder har gjort. Derfor er det vigtigt, at banken er frontløber på blandt andet kvindeligt iværksætteri, fortæller Anders Dessau.
Udover motivation og mod blev der under arrangementet talt om lovgivning, skatteregler, finansiering og forretningsplaner, forsikringer og pension. Britta Keldsen er begejstret for, at så mange kvinder er interesseret i iværksætteri.
Der var udsolgt med en lille venteliste, så jeg er meget positiv over, hvordan arrangementet forløb. Jeg er beæret over, at så mange kvinder ville møde op for at snuse til iværksætteri. Det er utrolig positivt, og det kan man tage med videre fra arrangementet, fortæller hun.