Bygdekulturen trues

Selvom en nyligt offentliggjort rapport fastslår, at økonomien i de offentlige-private servicekontrakter i grønlandske bygder slet ikke er nogen dårlig forretning for Grønland, ønsker flere politikere en omlægning af den offentlige støtte, og konsekvensen er, at de ansatte i bygderne frygter for deres fremtid.

Offentlig støtte til grønlandske bygder er igen til debat. Debatten opfattes af mange som et opgør med livet i de grønlandske bygder, og det vil få store økonomiske og kulturelle konsekvenser, mener flere, blandt andet Johanne Heilmann Petersen, der er direktør for Arctic Green Food. Det fremgår af Arctic Green Foods hjemmeside.

- Livet i bygderne er hårdt arbejde, og de, der vælger at leve deres liv i bygderne, gør det, fordi de ikke ønsker at leve et andet liv. De ved godt, at de sagtens kunne flytte ind til byen, men det ønsker de ikke. I stedet for at lukke ned for eller omlægge den offentlige støtte, i form af samarbejdsaftaler, burde Selvstyret hellere respektere fangernes valg og glæde sig over, at fangerne forsøger at opretholde en tusindårig gammel grønlandsk tradition. Livet som fanger i bygderne er ikke bare kulturbærende, men giver også fangerne mulighed for at tjene til dagen og vejen, ved at udføre et reelt arbejde, som de kan lide, på trods af de barske forhold, mener Johanne Heilmann Petersen.

Stor forskel på økonomien i bygderne

- Før der gennemføres forandringer i indhandling og produktion i bygdeanlæggene, bør vi nøje undersøge, hvilke udviklingspotentialer, der er i de enkelte bygder, mener PhD. Keld Jensen, der har udarbejdet den nyligt offentliggjorte rapport om betydningen af det offentligt-private samarbejde for udviklingen af de grønlandske bygder.

- Lejr-debatten omkring byer og bygder er uheldig og fører kun utryghed med sig. Nogle bygder har et bedre erhvervsgrundlag end visse byer, og en stor del af væksten i vækstbyerne skyldes vækst i den offentlige sektor. I Kommune Kujalleq for eksempel får otte ud af elleve bygder en andel af de samlede overførselsindkomster i kommunen, som er mindre end befolkningstallet berettiger til. Til gengæld får både Narsaq og Nanortalik en større andel end befolkningsgrundlaget tilskriver, forklarer Keld Jensen.

- Formålet med det offentlige-private samarbejde omkring indhandling og produktion i bygderne bør være at udvikle et bæredygtigt erhverv i løbet af de kommende år. Økonomien i bygder med serviceaftale er faktisk slet ikke så dårlig set i betragtning af, at alternativet i dag for de involverede vil være ledighed. Bygdeanlæggene bør blive en af grundpillerne i den fødevaresektor, som Naalakkersuisut vil udvikle, mener Keld Jensen.

Flere fordele end ulemper ved serviceaftale

- Arbejdsløsheden er stor i flere af Sydgrønlands kommuner. Særligt i de kommuner, hvor der ikke er indgået et offentligt-privat samarbejde, mener Johanne Heilmann Petersen og fortsætter:

- I bygder uden samarbejdsaftaler er der ofte ikke råd til en fryser, så fangerne kan komme af med deres fangst. Og det til trods for, at der er masser af levende ressourcer i området, i form af sæler, havkat, hellefisk og stenbiderrogn, der kunne udnyttes bedre, hvis logistikken blev sat i system af et offentligt-privat samarbejde.

- Fordelene ved at indgå i et offentligt-privat samarbejde omkring bygdeanlæggene, giver mulighed for at købe fryseanlæg og at få fagfolk ansat, såsom en kølemontør og uddannet personale, der kan løse de mange tekniske problemer, som ofte er svære at løse. De fleste problemer i bygdeanlæggene skyldes nemlig mangel på kvalificeret arbejdskraft, og at anlæggene ligger i et yderdistrikt, hvor det er svært at komme til, forklarer direktør Johanne Heilmann Petersen.

Ansatte frygter for deres fremtid

Arctic Green Foods bygdeanlæg i nordkommunen er bygdernes hjerte, og de ansatte frygter følgerne af en eventuel lukning af anlæggene. Men uden en serviceaftale eller med en forringet serviceaftale bliver anlæggene nødt til at lukke, og det vil blive svært for de arbejdsløse arbejdere at få job igen, da størstedelen af dem, som arbejder på anlæggene, ikke har en uddannelse, forklarer den nye leder af bygdeanlægget i Ikamiut, Arnaarannguaq Johansen.

- Uden det offentligt-private samarbejde vil bygdeanlægget i Ikamiut ikke kunne sælge sin fangst. Fiskerne bliver derfor nødt til at sælge deres fangst til Qasigiannguit, hvilket er en meget bekostelig affære, mener Arnaarannguaq Johansen.

- Mange ansatte er bange for fremtiden, for hvad skal vi lave inde i byen, når vi hellere vil blive her og passe vores job i bygden? Som det er nu, kan de fleste af os selv betale vores regninger, og købe mad og tøj for den løn, vi får fra bygdeanlægget, i stedet for at hente forsørgelse hos kommunen. Personligt er jeg og min familie lykkelig her i Ikamiut. Jeg håber, bygdeanlægget består i mange år endnu, til gavn for både Grønland og grønlænderne, siger Arnaarannguaq Johansen.

Fakta om rapporten

Rapporten, der er udarbejdet af Ph.D. Keld Jensen for Arctic Green Food A/S, fokuserer på hele produktionskæden fra fangst og indhandling til bygdeanlæg, til produktion og salg til hjemmemarked og eksport.

Ifølge rapporten er i alt 410 husstande fordelt på hele kysten, der er afhængige af indtægter fra disse aktiviteter. Husstandene omfatter i alt 1.389 personer, heraf 376 børn under 15 år, som alle direkte har fordele og indtægter via Arctic Green Food A/S aktiviteter, og som ad den vej er med til at skaffe penge og mad på bordene i de enkelte hjem.

I alt 410 husstande over hele landet fik indtægter fra indhandling eller lønarbejde i Arctic Green Food A/S i 2008. Det svarer til 145 helårsstillinger, og en samlet indhandlingsværdi på 10,4 mio. samt en samlet lønindtægt på 10,6 mio.

Arctic Green Food A/S har produktionsanlæg i ti forskellige bosætninger i Grønland. Selskabet er bindeleddet mellem udnyttelse af lokale naturressourcer og salg og distribution af fødevarer til hjemmemarked og til eksport.

Se i øvrigt Arctic Green Foods hjememside: www.arcticfood.gl