Øl-eksport
Bryghus skal eksportere øl til Kina
Inspirationsrejse til Kina har sikret overraskende god eksportkontrakt, så øllet fra Nuuk snart vil være at finde i Shanghai provinsen.
Direktøren for Godthaab Bryghus har denne sommer været på en 12 dages rejse til Shanghai i Kina. Rejsen var støttet af Greenland Business og det Danske Udenrigsministerium. Formålet var at få etableret kontakter, der kunne sikre en eksportaftale for bryggeriets øl. Rejsen gik over al forventning og udbyttet glæder direktør Nicolai J. Nissen sig nu til at arbejde videre med.
Stor opbakning
Grundet travlhed i virksomheden var Nicolai J. Nissen tæt på at aflyse sin forretningsrejse til Kina, da han ikke havde de store forventninger til, hvad dette kunne medføre. Han valgte dog alligevel at rejse, og det er han i dag ovenud tilfreds med.
Det kom bag på Nicolai J. Nissen, hvor godt de kinesiske indkøbere kendte til Grønland, og hvor interesserede de var i at få grønlandske varer ud i handlen i Shanghai provinsen. Netværket greb om sig og i løbet af opholdet nåede Nicolai J. Nissen at have en lang række både møder og virksomhedsbesøg.
Kontrakt i hus
Hjemme i Nuuk fortsatte kontakten med agenterne, direktøren havde mødt i Kina, og der er nu skrevet kontrakt med Scandic Foods Asia, der er en grossist, der blandt andet sælger til kæder i Shanghai som 7-Eleven, IKEA, Carrefour og en række andre butikskæder. Allerede nu har importøren tilkendegivet, at flere af kæderne er meget interesserede i at få de grønlandske øl på hylderne.
– Jeg tror på, at dette kan bane vejen for at en række andre grønlandske produkter vil kunne sælges i Kina, fortæller Nicolai J. Nissen og fortsætter:
– Grossisten har tilkendegivet, at de kunne være interesserede i at kunne tilbyde et samlet grønlandsk sortiment, så vore øl ikke blot forsvinder i mængden af spændende øl fra hele verden.
Lang vej til Kina
Selvom kontrakten er underskrevet med den kinesiske grossist, vil der stadig gå et stykke tid, før de første øl fra Godthaab Bryghus rammer de kinesiske hylder. I første omgang skal det analyseres, hvilke øl, der vil gøre sig bedst på det kinesiske marked. Dernæst er der en lang række formkrav til både indhold og etikette, der skal tilpasses for, at det bliver muligt, og dertil skal flere prøver sendes til kinesiske myndigheder, før eksporten kan igangsættes.
Nicolai J. Nissen er dog fortrøstningsfuld og håber på, at de første øl vil nå de kinesiske hylder om ca. fem til seks måneder.
Læs hele artiklen fra Nuuk Ugeavis, som du kan få gratis digital adgang til via linket herunder: