kernekraft
Brændselsstav på svensk atomkraftværk er beskadiget
Atomkraftværket Ringhals forsikrer om, at der ikke er forhøjet radioaktivitet efter uheld onsdag aften
En brændselsstav på atomkraftværket Ringhals, der er Sveriges største atomkraftværk, er onsdag blevet beskadiget under en inspektion med en robotarm.
Ifølge atomkraftværkets pressechef, Krister Svahn, er situationen nu under kontrol. Det skriver den svenske avis Aftonbladet på sin hjemmeside.
Svensk modstand mod a-kraft
Uheldet sker, en dag efter Sermitsiaq.AG kunne fortælle, at to svenske regeringspartier vil udfase el fra atomkraft og fossilt brændsel.
Læs: Den svenske regering vil udfase atomkraften
Den pågældende brændselsstav, som er fire meter lang og ti millimeter bred, blev allerede beskadiget i 2015. Siden har den været opbevaret i et bassin.
- Da man skulle kontrollere skaden, gik staven i to dele. Den ene del gled ind i sit fæste. den anden sidder fast i værktøjet, som man brugte til at løfte staven op med, siger Krister Svahn til Aftonbladet.
Området sikkert
Uheldet skulle være sket ved 17-tiden onsdag eftermiddag.
Ifølge Svahn er staven stadig radioaktiv, men cirka 90 procent mindre, end den har været. Men det er for tidligt at sige, at det vil give problemer, når brændselsstaven på et tidspunkt skal fragtes væk.
- Nu stoppede man arbejdet, og analysen vil fortsætte i morgen (torsdag, red.). Nu befinder den sig trygt og sikkert, hvor den er, siger Krister Svahn ifølge Aftonbladet.
Største værk i landet
Atomkraftværket har været i kontakt med alle de relevante myndigheder, men uheldet ser ikke ud til at have forårsaget forhøjet radioaktivitet.
- Vi producerer el præcis som normalt, lyder det fra pressechefen.
Atomkraftværket Ringhals er Sveriges største med sine fire reaktorer og producerer ifølge ejeren Vattenfall knap 20 procent af Sveriges samlede elforbrug.
Tidligere ulykke
Værket ligger på den svenske vestkyst cirka 60 kilometer syd for Göteborg og knap 60 kilometer øst for Læsø i Kattegat.
For cirka ti år siden var værket udsat for en eksplosionsagtig brand, der lukkede reaktor 3 ned i en periode. For fem år siden var også reaktor to ramt af brand.
/ritzau/
Læs: USA ledte efter uran i Grønland under Anden Verdenskrig
Læs: Wæver Johansen: Urankritikere laver skræmmekampagne