Bosse: Søkablet har givet søvnløse nætter
Bestyrelsesformanden for Tele Greenland A/S, Stine Bosse, afslørede i sin ledelsesberetning på selskabets generalforsamling, at udfordringerne med søkablet har resulteret i søvnløse nætter og en glødende telefonlinje til selskabets administrerende direktør.
Generalforsamlingen for Tele Greenland, der blev afviklet i Katuaq tirsdag formiddag, var fra første minut præget af de alvorlige problemer som de mange skader på søkablet har skabt.
I sin ledelsesberetning for året 2018 tog bestyrelsesformanden Stine Bosse teten og omtalte de ”alvorlige ulykker”, der er indtruffet efter sidste års afslutning.
En skygge over dagens regnskab
- Det kaster naturligvis en skygge over sidste års fantastiske resultat, indrømmede hun fra talerstolen.
Det glædede hende, at den gamle radiokæde i nødens stund har fungeret upåklageligt, mens søkabel-linjen mod nord har været kappet.
Hun understregede vigtigheden af, at landet har to uafhængige linjer, så man ikke var så sårbar, og lovede kompensation for de kunder i nord, som har lidt skade under søkabelbruddet.
Samfundsansvar
- Vi bliver nødt til at se på, hvad vi kan gøre bedre i vor kommunikation med fiskere og andre, så det ikke gentager sig, fastslog Stine Bosse, der opfordrede til, at hele samfundet tager medansvar for de vigtige telekommunikationslinjer, som landet er så afhængig af.
Da Stine Bosses fokus blev rettet mod sidste års meritter for selskabet, blev det med en langt større optimistisk tone, idet 2018-årsresultat blev selskabets næsthøjeste – kun overgået af 2017-regnskabet.
Vice- og økonomidirektør Steen Montgomery-Andersen fremlagde regnskabet, og pudsigt nok kunne han pege på en omsætningsstigning, der lå på post-området. Det skyldes især den store mængde pakker, der skal distribueres på grund af den stigende internethandel.
Omsætningen daler
Selskabet havde en omsætningsmæssig nedgang på 30 millioner kroner, og fordelingen af omsætningen er sket på følgende områder:
- Mobil: 33 procent
- Internet & data: 32 procent
- Salg & Service: 17 procent
- Post: 13 procent
- Fastnet: 4 procent
- Øvrig: 1 procent
Ser man derimod på de forskellige omsætningsgrupper, så er der kun sket en stigning i omsætningen inden for Post-området. De øvrige falder omsætningsmæssigt på grund af lavere priser for forbrugerne, der til gengæld får leveret større mængder data via tusass-produkterne, som er bygget på flatrate-aftaler.
Billigere i udlandet
- Den lavere indtjening skyldes flatrate-produkterne, men tendensen ude i verden er samtidig, at roaming-aftalerne bliver billigere for kunderne, hvilket tele-post-kunderne kan komme til at nyde godt af, fortalte økonomidirektøren og henviste til, at et mobil-tele-abonnement en gang i fremtiden vil koste det samme at benytte til ikke blot de nordiske lande, men det meste af Vesteuropa og Nordamerika.