Borgmester: Resten af landet betaler for dyre løsninger i Nuuk

Borgmester Malik Berthelsen fra Qeqqata Kommunia finder det uheldigt, at der etableres selvstyreejede virksomheder i hovedstaden, hvor resten af samfundet må betale for direktørlønningerne.

Borgmester Malik Berthelsen (S) forstår ikke, hvorfor Selvstyret etablere det ene selvstyreejede selskab efter det andet i Nuuk.
Offentliggjort

Det er i forbindelse med et høringssvar om rammebetingelserne for de tre nye lufthavne, at Siumuts borgmester i Sisimiut, Malik Berthelsen, råber vagt i gevær.

Tung og dyr løsning

- I de senere år er der oprettet flere boligselskaber med direktion i Nuuk, ligesom Sikuki driver landets nye store havn, selv om Royal Arctic Lines hovedkontor er placeret i hovedstaden og driver landets øvrige havne, skriver Malik Berthelsen og fastslår i høringssvaret:

- Det er således en meget administrativ tung og dyr løsning, som Selvstyret forfølger og lovforslaget lægger op til.

Et selskab er nok

Malik Berthelsen mener, at alle landets lufthavne skal drives af et selvstyreejet selskab i stedet for to i form af Kalaallit Airports og Mittarfeqarfiit.

- Alternativt, at lufthavnene i Qeqqata Kommunia overdrages et selskab med Selvstyret og Qeqqata Kommunia som ejere, eventuelt sammen med private, foreslår Malik Berthelsen.

Efterlyser rapport

I høringssvaret efterlyser borgmesteren – i lighed med Grønlands Erhvervs høringssvar – den samfundsøkonomiske rapport, som skal fastslå, hvor god en investering de tre nye lufthavne er for samfundet.

- Qeqqata Kommunia finder det vanskeligt at kommentere på lovforslaget, når baggrundsmaterialer ikke er tilgængelige, mener Malik Berthelsen.

Powered by Labrador CMS