miner
Borede 10 kilometer på jagt efter nikkel
Selskabet North American Nickel er optimistisk i deres jagt på værdifulde metaller ved Maniitsoq
Lige øst for Maniitsoq er der blevet boret flittigt denne sommer. Hele 10 kilometer boringer er det blevet til. Det er selskabet North American Nickel Inc. der har i gang med deres efterforskning.
- Vi har gode resultater fra vores 2016 efterforskningsprogram, siger direktør Mark Fedikow fra North American Nickel.
LÆS: Socialt ansvar er blevet in i råstofindustrien
Gode resultater
Som navnet antyder, så er selskabet primært på jagt efter nikkel, men de er også stødt på andre værdifulde metaller ved deres boringer.
- Vi har mødt høje koncentrationer af nikkel sammen med kobber, kobolt, metaller af platingruppen og noget guld, forklarer direktøren.
Selskabet arbejder i et 75 kilometer langt bånd kaldet det Grønlandske Norit Bælte. Og boringerne fra i år peger i retning af gode mængder af nikkel i store dele af bæltet.
- I 2017 vil vi forsøge på at udvide størrelsen af de mineraliserede zoner ved hjælp af et stort anlagt boreprogram. Vi tror på, at der er potentiale for mere end en mine, vurderer Mark Fedikow.
Næste år regner selskabet med at bore 20 kilometer.
LÆS: Nikkel-camp ved Napasoq får plads til 50 mand
Efterforskningsselskaber
North American Nickel er et typisk efterforskningsselskab, det betyder, at det ikke nødvendigvis vil anlægge og drive minen selv.
- Vi arbejder henimod en udvindingslicens, siger Mark Fedikow.
- Da vi er et efterforskningsselskab kunne vi selv vælge at udvikle minen, eller vi kunne gøre det sammen med en erfaren partner.
LÆS: Mineselskab drømmer stort efter nye feltresultater
Lang vej til mulig mine
Men selvom resultaterne fra i år er lovende, så er der lang vej igen inden der muligvis kommer en eller flere miner.
- Tidshorisonten for at erhverve en udvindingslicens kan være op til mellem fem og syv år såfremt efterforskningen bliver kronet med succes, siger Mark Fedikow.
Men som bekendt er mineindustrien er lunefuld branche, hvor råstofpriserne udvikling blot er en af de ukendte faktorer i regnestykket.
Netop den kendsgerning, at der ved siden af nikkel er andre metaller kan dog vise sig at blive en fordel, da det kan supplere indtægterne.
- Jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg lovede, at der rent faktisk vil komme en nikkel-mine i drift ud af vores Maniitsoq-projekt, da det stadig afhænger af en række faktorer. Men som jeg sagde, ind til videre ser der lovende ud, slutter Mark Fedikow.
Nikkel bliver anvendt i legeringer for eksempel til fremstilling af rustfrit stål.