Bønnerne er på himmelflugt
Kaffepriserne er på vild himmelflugt. En pose kaffe i Danmark rammer inden længe 60 kroner - en fordobling på et år.

Prisen på kaffe i Danmark fortsætter sin vilde himmelflugt. På bare et år er kaffeprisen på det internationale råvaremarked fordoblet, og i detailhandlen er priserne også steget voldsomt.
Det skriver dagbladet Børsen.
Hos Dansk Supermarked har man det seneste år hævet prisen på kaffe med omkring 25-40 procent, men indkøbschef Michael Svendsen varsler yderligere stigninger.
- Det er fuldstændig vildt, og vi må sende markante prisstigninger videre til forbrugerne. Det bliver spændende at se, hvor priserne ender. Indtil videre oplever vi dog ikke, at kaffesalget dykker væsentligt, siger han til Børsen.
En af de store spillere på det danske kaffemarked, Merrild, vurderer, at en pose kaffe, som for under et år siden stod til 30 kroner, inden længe kan ramme et niveau mellem 50 og 60 kroner.
- Prisen kan nemt komme over en halvtredser, og der skal ikke ret meget til, for alle er pressede i øjeblikket, siger Jan Sterobo, administrerende direktør i Merrild Kaffe.
Internationale prognoser spår dog, at kaffen kan blive endnu dyrere. Stigningerne skyldes både spekulation, stor efterspørgsel og begrænset udbud.
Om verdensprisen på de elskede bønner også rammer Grønland, melder artiklen dog intet om.