Bliver chef for samtlige sømandshjem
Erik Ramballe Hansen har hidtil haft ansvaret for de grønlandske sømandshjem. Nu får han også de danske under sine vinger
Erik Ramballe Hansen er ansat som forretningschef i Sømandsmissionen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Til dato har han haft ansvar for de grønlandske sømandshjem, men nu udvides jobbet til forretningsområderne i både Danmark og Grønland.
- For mig er det vigtigt, at det primære fokus i Sømandsmissionen er mission, siger Erik Ramballe Hansen.
- Jeg skal ikke skabe forretning for profittens skyld, men for at skabe overskud til mission. Det formål vil jeg gerne arbejde for.
Erik Ramballe Hansen kom til Sømandsmissionen i 2012. Først som bestyrer på Sisimiut Sømandshjem i Grønland, siden som forretningschef for de tre grønlandske sømandshjem, som han besøger flere gange om året.
Nu bliver han så ansvarlig for hele økonomien og får personaleansvar for bestyrerne i Grønland samt regnskabsafdelingens medarbejdere.
- Jeg ser en masse udviklingsmuligheder i forretningen samtidig med, at Sømandsmissionen blomstrer på mange måder gennem nye initiativer for at nå søfolk og fiskere med evangeliet, siger Erik Ramballe Hansen.