Bjarne Eklund - igen formand i GT
67-årige Bjarne Eklund er tilbage i formandsstolen hos Greenland Tourism. Han blev valgt på generalforsamlingen i dag.

Bjarne Eklund afløser Ole Dorph fra Ilulissat, der er engageret i diverse turisme-projekter i Diskobugten. Samtidigt blev også Erik Bjerregaard fra Hotel Arctic indvalgt i bestyrelsen, oplyser Travel People Newsletter.
Bjarne var formand for Greenland Tourism i årene 2003-05 og derefter menigt medlem af bestyrelsen i et år. Da Bjarne dengang åbent deklarerede, at der i organisationens bestyrelse og direktion blev truffet beslutninger, der mindede om nepotisme, opstod uro, hvorefter han trak sig fra bestyrelsen.
Bjarne Eklund har været administrerende direktør i Danmarks Turistråd, bestyrelsesformand sammesteds og i mange år chef for det brasilianske luftfartsselskab Varig i de nordiske lande og UK.
Siden Bjarne trak sig fra bestyrelsen i Grønlands Turist- og Erhvervsråd, har Flemming Nicolaisen og Ole Dorph siddet i formandsstolen i Greenland Tourism.
Bjarne Eklund var selv til stede på generalforsamlingen, der løb af stabelen på Hotel Hans Egede i Nuuk under ledelse af Landsstyremedlem for erhvervsanliggender, Siverth K. Heilmann.
Kenneth Høegh, Laurits Kreutzmann, Flemming Nicolaisen og Mathias Ingemann blev alle genvalgt, mens Mike Nicolaisen trådte tilbage.